Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ringmærkning

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Ringmærkning. Opfinderen af den videnskabelige ringmærkning, H. Chr. C. Mortensen, ringmærkede sin første stær i 1899. Siden kom arbejdet til at omfatte mange andre fugle, bl.a. storke, hejrer, ænder og måger. I alt nåede Fugle-Mortensen at ringmærke over 5200 fugle. Udateret fotografi.

Ringmærkning. Opfinderen af den videnskabelige ringmærkning, H. Chr. C. Mortensen, ringmærkede sin første stær i 1899. Siden kom arbejdet til at omfatte mange andre fugle, bl.a. storke, hejrer, ænder og måger. I alt nåede Fugle-Mortensen at ringmærke over 5200 fugle. Udateret fotografi.

ringmærkning, mærkning af fugle med mærker, der er forsynet med et nummer (eller en bogstav-tal-kombination) til genkendelse ved senere fund eller genfangst samt med en returadresse. Typisk er mærket en metalring, der anbringes om fuglens tars (mellemfod), men andre udformninger (vingemærker, halsmærker) og materialer (plast) bruges også.

Fugleundersøgelser vha. moderne teknikker som radio- og satellitsendere og dataloggere kan opfattes som en videreudvikling af ringmærkningen. Formålet er at skaffe oplysninger om fuglenes bevægelser (fx fugletrækkets geografiske og tidsmæssige forløb), demografiske forhold (fx årlig dødelighed) og andre biologiske data af grundvidenskabelig og forvaltningsmæssig interesse. Både trækforhold og faktorer, der påvirker bestandenes udvikling, kan ændre sig uforudsigeligt, så ringmærkning er ikke blot en teknik til brug i konkrete projekter, men også et nyttigt værktøj i en løbende monitering.

Ringmærkningens opfindelse tilskrives danskeren H. Chr. C. Mortensen, der som den første brugte metoden systematisk i sine undersøgelser fra 1899 af stærene i Viborg, hvor han var overlærer. Idéen bredte sig hurtigt, og allerede tidligt i 1900-t. fremstillede og benyttede mange organisationer og enkeltpersoner i Europa og Nordamerika fugleringe. Efterhånden blev virksomheden i de fleste lande samlet i landsdækkende ringmærkningscentraler, og i 1963 dannedes EURING (European Union for Bird Ringing) for at koordinere og standardisere arbejdet (Amerika var allerede tidligt dækket af én ringmærkningscentral).

Annonce

I Danmark blev privat ringmærkning afskaffet med Jagtloven af 1967, hvorefter kun Zoologisk Museum i København og Vildtbiologisk Station (nu Danmarks Miljøundersøgelser, DMU) kunne forestå ringmærkning af fugle. Fra 1999 er Zoologisk Museum landets eneste ringmærkningscentral, men arbejdet sker fortsat i nært samarbejde med DMU. I praksis udføres en stor del af mærkningerne af kyndige amatører under licens, og virksomheden er nøje overvåget for at sikre, at den lever op til fastsatte videnskabelige og etiske standarder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: ringmærkning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151714