• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pingviner

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Kongepingviner i en enorm flok. De største pingviner er de to arter i slægten Aptenodytes, kongepingvin og kejserpingvin.

Kongepingviner i en enorm flok. De største pingviner er de to arter i slægten Aptenodytes, kongepingvin og kejserpingvin.

pingviner, Spheniscidae, familie med 16-17 arter ikke-flyvende havfugle. I størrelse varierer de fra 40 cm til 115 cm (1-45 kg). Udseendet er meget karakteristisk: en strømlinjet krop med mørk overside og lys underside, vinger omdannet til stive luffer og korte ben placeret helt bagude. Fjerdragten er tæt, og de skællignende, korte fjer sidder ikke i fjerbede, men jævnt fordelt over hele kropsoverfladen. Til varmeisolation tjener desuden et veludviklet fedtlag under huden.

Ordet pingvin kommer af eng. penguin, af uklar opr.

På land går pingviner opret og ubesværet, om end noget vraltende. I vand svømmer de vha. lufferne, mens ben og hale fungerer som ror. Ofte springer fuglen ud af vandet for hver vejrtrækning. Kejserpingvinen kan dykke til i hvert fald 265 m, og de fleste andre arter til 100 m, skønt typiske dykkedybder er betydelig mindre. Føden er fisk, blæksprutter og krebsdyr (krill).

Pingviner. 1 Dværgpingvin (Eudyptula minor, 40-45 cm), udbredt i det sydlige Australien og på Tasmanien og New Zealand. 2 Klippespringer (Eudyptes chrysocome, 55-62 cm), cirkumpolart udbredt på øer i den sydlige halvkugles tempererede have. 3 Brillepingvin (Spheniscus demersus, 68-70 cm), udbredt i Sydafrika og Namibia. 4 Adeliepingvin (Pygoscelis adeliae, 71 cm), cirkumpolart udbredt ved Antarktis. 5 Kongepingvin (Aptenodytes patagonicus, 94-95 cm), udbredt i sydlige have på koldt tempererede og subpolare øer med åbent vand året rundt.

Pingviner. 1 Dværgpingvin (Eudyptula minor, 40-45 cm), udbredt i det sydlige Australien og på Tasmanien og New Zealand. 2 Klippespringer (Eudyptes chrysocome, 55-62 cm), cirkumpolart udbredt på øer i den sydlige halvkugles tempererede have. 3 Brillepingvin (Spheniscus demersus, 68-70 cm), udbredt i Sydafrika og Namibia. 4 Adeliepingvin (Pygoscelis adeliae, 71 cm), cirkumpolart udbredt ved Antarktis. 5 Kongepingvin (Aptenodytes patagonicus, 94-95 cm), udbredt i sydlige have på koldt tempererede og subpolare øer med åbent vand året rundt.

Pingviner forekommer kun på den sydlige halvkugle. De største bestande findes i subantarktiske og antarktiske farvande, men artsrigdommen er størst i koldt tempererede områder, ikke mindst omkring New Zealand. Sydaustralien og Sydafrika har hver én art, og Sydamerika tre, hvoraf én udelukkende findes på Galápagos umiddelbart syd for ækvator. Næsten alle pingviner yngler i kolonier, som kan være af betydelig størrelse, i visse tilfælde flere end 100.000 par. Ældre unger slutter sig gerne sammen i større eller mindre crèches.

Annonce

De største pingviner er de to arter i slægten Aptenodytes, kongepingvinen (A. patagonicus) og kejserpingvinen (A. fosteri), begge med en cirkumpolar udbredelse; kongepingvinen yngler på subantarktiske og koldt tempererede øer, kejserpingvinen på havisen ved Antarktis.

De lægger kun ét æg, som hannen anbringer oven på fødderne og dækker med en hudfold fra bugen, således at den rugende fugl kan bevæge sig noget omkring. Det er specielt vigtigt for kejserpingvinen, der yngler om vinteren under mere barske forhold end nogen anden fugl. Her kan de rugende fugle reducere varmetabet med 25-50% ved at klumpe sig sammen i tætte grupper (10 pr. m2), idet fuglene i vindsiden efter nogen tid flytter sig om i læ af de øvrige. Kun hannen ruger og mister herunder op mod 45% af sin kropsvægt. Fordelen ved den ejendommelige ynglebiologi er, at ungerne bliver uafhængige ved midsommer, hvor fødemængderne er rigelige.

Pingviner. En  flok klippepingviner på vand, i land og i luften.

Pingviner. En flok klippepingviner på vand, i land og i luften.

Alle andre pingviner lægger to æg, der ruges på normal vis på jordoverfladen eller i en hule. De tre arter i slægten Pygoscelis yngler alle på det antarktiske fastland, men kun adeliepingvinen (P. adeliae) har sin hovedudbredelse her. De gultoppede pingviner (Eudyptes) omfatter 5-6 arter, af hvilke to er cirkumpolare, mens de øvrige kun findes i området omkring New Zealand. De er ejendommelige ved, at det førstlagte æg er meget mindre end det andet og sjældent når at klække, selvom det er levedygtigt. Skulle begge unger klække, overlever kun den ene, typisk den fra det store æg. Slægten Spheniscus omfatter brillepingvin fra Sydafrika (S. demersus) og de tre sydamerikanske arter, mens de to sidste slægter (Eudyptula, Megadyptes) hver blot rummer én art, der begge er udbredt på og omkring New Zealand, Eudyptula desuden i Australien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: pingviner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142067