Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

natravne

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Natravn (Caprimulgus europaeus).

Natravn (Caprimulgus europaeus).

natravne, Caprimulgidae, familie af natravnfugle med ca. 89 arter i 18 slægter. De syv arter af nathøge (underfamilien Chordeilinae) findes kun i Amerika, mens resten (underfamilien Caprimulginae) er udbredt i det meste af verden undtagen de koldeste egne. Arter i den nordligt tempererede zone er udprægede trækfugle, dog kan en lille nordamerikansk art (Phalaenoptilus nuttallii) som noget enestående blandt fugle i stedet gå i dvale, hvorunder kropstemperaturen falder til 18-19 °C.

Natravne måler 16-41 cm, nogle få arter med stærkt forlængede halefjer dog helt op til 78 cm. Fjerdragten er blød med fint vatrede brune og grå camouflagefarver. Vingerne er lange og smalle, og flugten let og ubesværet. Hovedet er fladt med store øjne og et kort næb, men et meget bredt gab, og veludviklede næbbørster (undtagen hos nathøgene). Til rensning af næb og næbbørster har midtertåens klo en kamformet inderkant. Føden er flyvende insekter, der tages i skumringen eller om natten, mens fuglen om dagen sidder ubevægelig på jorden eller på en gren. I yngletiden har hannen en karakteristisk sang og opfører desuden et flyvespil, evt. med vingeklap. Hunnen lægger 1-2 æg direkte på jorden, og begge køn ruger og fodrer ungerne.

I Danmark er natravnen (Caprimulgus europaeus, 26-28 cm) en fåtallig ynglefugl (ca. 500 par) i åbne nåletræsplantager, især i Vest- og Nordjylland. Nær vingespidserne og på halen har hannen nogle kraftige hvide pletter, som tydeligt ses selv i svagt lys, og som spiller en rolle under flyvespillet. Sangen er en ejendommelig snurrende lyd, der kan vare ved i flere minutter uden afbrydelse. Ofte opfostres to overlappende kuld, idet hannen helt overtager det første et par uger efter klækningen, mens hunnen alene tager sig af det andet. Overvintringen sker i Øst- og Sydafrika.

Annonce

Som tilfældige gæster er ørkennatravn (C. aegyptius) fra Asien og rødhalset natravn (C. ruficollis) fra Den Iberiske Halvø og NV-Afrika hver truffet én gang.

Hør natravnen:

/@api/deki/files/64539/=26918958.mp3

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: natravne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=130300