Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

knortegås

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

knortegås, Branta bernicla, lille (56-61 cm) højarktisk gås. Den ene af de to underarter, der optræder i Danmark, mørkbuget knortegås, yngler i Nordsibirien og overvintrer i Vesteuropa fra Vadehavet til Frankrig; 15.000-20.000 opholder sig i det danske Vadehav efterår og forår, og et mindre antal overvintrer i milde vintre. Desuden overvintrer hele Svalbards bestand af lysbuget knortegås (ca. 6500 fugle) som regel i Danmark.

Knortegåsen foretrækker lavvandede kyster, hvor hovedføden er ålegræs. En sygdom i ålegræsset langs hele Vesteuropa i 1930'erne ramte knortegæssene hårdt, og vinterbestanden af mørkbuget knortegås var under 20.000, da systematiske tællinger blev påbegyndt i 1950'erne. I løbet af 1950'erne og 1960'erne ophørte jagten på arten i det meste af Vesteuropa, i 1972 også i Danmark, og bestanden er siden vokset til omkring 200.000 fugle.

Enkelte individer af en tredje underart, sortbuget knortegås fra arktisk Østsibirien og NV-Amerika, træffes af og til i Danmark. Se også gæs.

Annonce

Hør knortegåsen:

/@api/deki/files/64423/=26917933.mp3

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: knortegås i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107537