Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kasuarer

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Hjelmkasuar (Casuarius casuarius)

Hjelmkasuar (Casuarius casuarius)

kasuarer, Casuariidae, familie af strudsfugle med tre arter på Ny Guinea og i det nordligste Australien. Den største art er op til 170 cm høj (58 kg), og blandt fuglene overgås den i størrelse kun af strudsen; hunnen er større end hannen.

Kasuarer er nærmest beslægtet med den australske emu og har ligesom den en hårlignende, hængende fjerdragt. Hovedet er nøgent, farvestrålende og udrustet med en "hjelm", en hård kam på issen, der bruges som en skovl til at vende løs jord og nedfaldne blade under fødesøgningen. Benene er kraftige, og indertåen har en 10 cm lang klo, som gør foden til et dødbringende våben.

Ordet kasuar er af malajisk oprindelse.

Kasuarer færdes enkelt- eller parvis i skov og lever af nedfaldne frugter samt undertiden andre plantedele og smådyr. Kuldet på 3-5 grønne æg udruges af hannen, som efter klækningen tager sig af ungerne i op til ni måneder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: kasuarer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104768