Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

glenter

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

glenter, uensartet gruppe af rovfugle. Gruppen er næppe naturlig, idet den formentlig omfatter en række tidlige udviklingslinjer i høgefuglenes familie. Der kan sondres mellem to undergrupper, af hvilke den ene undertiden slås sammen med havørnene til underfamilien Milvinae, mens den anden udgør underfamilien Elaninae. Milvinae omfatter (ud over havørnene) syv slægter med i alt 12 arter, der er meget forskellige i udseende og levevis. Flere af dem er i hovedsagen ådselædere. Elaninae med tre slægter omfatter i alt seks arter; det er små elegante rovfugle, der for en stor del lever af insekter. Begge underfamilier er kosmopolitisk udbredt, fortrinsvis i tropiske og subtropiske egne.

I Danmark forekommer rød glente (Milvus milvus) som en fåtallig ynglefugl. Den var tidligere almindelig, men ihærdig bekæmpelse medførte en gradvis tilbagegang i løbet af 1800-t., og i 1927 forsvandt den helt. Efter sporadiske yngleforekomster siden 1947 etablerede den sig igen som fast ynglefugl i 1970'erne, og bestanden er nu i langsom vækst. Det er en mellemstor (60-66 cm) elegant rovfugl, let kendelig på sin lange kløftede hale. Den lever af ådsler og småpattedyr. Nær Danmark overvintrer et betydeligt antal i Skåne, men ellers tilbringes vinteren især i Sydvesteuropa.

Sort glente (M. migrans) optræder i landet som en sjælden trækgæst, fortrinsvis om foråret. Den er vidt udbredt i Europa, Afrika, Asien og Australien, hvor den mange steder er en af de almindeligste rovfugle. I Asien kan den ses i hundredvis i byerne, hvor den lever af affald.

Annonce

Blå glente (Elanus caeruleus), som i Europa yngler på Den Iberiske Halvø og lejlighedsvis i Frankrig, er et par gange set i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: glenter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84374