Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gejrfugl

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

gejrfugl, Pinguinus impennis, ikke-flyvende alkefugl fra Nordatlanten, uddød i 1800-t. Gejrfuglen var den oprindelige "pingvin", men siden er dette navn overgået til en helt anden fuglegruppe.

Ordet gejrfugl kommer af oldnordisk geirfugl, af geirr 'spyd', om næbbet.

Med en vægt på ca. 5 kg (længde 80 cm) var gejrfuglen meget større end de nulevende alkefugle (maks. ca. 1 kg). I historisk tid har den ynglet på et lille antal småøer, af hvilke Funk Island ved Newfoundland var den vigtigste. Her uddøde den omkring år 1800 som følge af hensynsløs udnyttelse, dels lejlighedsvis af søfolk, der gjorde landgang for at proviantere, dels senere systematisk af fjerindustrien. De få overlevende gejrfugle andre steder blev efterstræbt, fordi samlere nu betalte store summer for skind og æg, og i 1844 blev det sidste kendte par dræbt på Eldey ved Island.

Fra Danmark kendes subfossile knogler fra Atlantisk og Subboreal tid, og gejrfuglen har måske været dansk ynglefugl frem til omkring år 1000 f.Kr.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: gejrfugl i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82718