Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fuglekonger

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Fuglekonge (Regulus regulus).

Fuglekonge (Regulus regulus).

fuglekonger, Regulidae, familie af spurvefugle omfattende en enkelt slægt (Regulus) med seks arter i tempereret Eurasien og Nordamerika. Arterne er alle ganske små (8-11 cm) og ligner umiddelbart sangere, specielt løvsangere (Phylloscopus).

Den i Danmark almindelige art kaldes blot fuglekonge (R. regulus). Den er knyttet til granskov og er først indvandret i 1800-t., efterhånden som granplantningerne nåede en passende alder. Det er landets mindste fugl (9 cm). Føden er små insekter, især bladlus, samt andre smådyr som edderkopper og springhaler. Trods denne kost er mange af vore fuglekonger standfugle, mens andre sammen med nordligere bestande trækker mod vest og syd; de forbliver dog inden for Europas grænser. Reden er en kugleformet konstruktion af spindelvæv, mos og lav. Kuldet på 9-11 æg udruges af hunnen, mens magerne sammen opfodrer ungerne. Normalt lægges to kuld om året.

Som en sjælden ynglefugl træffes desuden den sydligere udbredte rødtoppet fuglekonge (R. ignicapillus). Det første ynglefund blev gjort i 1961, og der er nu en fast bestand på 20-25 par, flest i landets sydlige egne.

Annonce

Hør den rødtoppede fuglekonge her:

/@api/deki/files/64266/=26920171.mp3

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: fuglekonger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80581