Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fugle

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Fugle. Næbformer.

Fugle. Næbformer.

fugle, Aves, klasse af landlevende hvirveldyr (amnioter) med ca. 10.000 arter. Det mest iøjnefaldende fællestræk er flyveevnen (se flyvning), som i høj grad har formet anatomi og levevis, også hos det lille mindretal af arterne, som sekundært har mistet flyveevnen. Fugle findes overalt på Jorden. Som meget synlige dyr — de allerfleste er aktive om dagen — har de altid tiltrukket sig opmærksomhed, både som oplivende elementer i omgivelserne og som madnyttigt vildt. Nogle få er i tidens løb blevet domesticerede og er i dag vigtige husdyr (ænder, gæs, høns), og i visse kulturer har man i århundreder holdt fugle i bur (se burfugle). Det nære forhold til mennesker afspejles også i mange kulturers mytologi og litteratur. Som biologiske forskningsobjekter er fugle generelt velegnede, og på mange måder er de den bedst kendte af alle dyregrupper. I sidste halvdel af 1900-t. er fuglekiggeri blevet en stadig mere udbredt hobby, samtidig med at fuglene har fået en ny rolle som indikatorer for tilstanden i det omgivende miljø.

Fælles for alle fugle er fjerdragten (se fjer), som både muliggør flyvningen og varmeisolerer; det sidstnævnte er en nødvendighed for homeoterme ("varmblodede") dyr. Betydningen af fjerdragten ses bl.a. af, at fjerene, som udgør 5-7% af fuglens vægt, udskiftes jævnlig, og at fugle bruger en betragtelig del af deres tid til fjerpleje. Plejen omfatter en pudsning med næbbet, hvorunder de enkelte fjer og fjerstråler ordnes, og en smøring med et sekret fra den såkaldte gumpkirtel, der hjælper til at rense og smidiggøre fjerene, og som også beskytter mod bakterier og svamp. Desuden bader fugle gerne — selv havfugle vil bade i ferskvand, når lejligheden byder sig.

Blodnæbsvæver er en af de talrigeste fugle i verden, og den bekæmpes som skadedyr. Fuglene er vanskelige at skræmme væk, fordi de i reglen savner alternative fødemuligheder og derfor yderst uvilligt forlader markerne. Bekæmpelse, som alene sigter mod at beskytte afgrøder og ikke på at udrydde bestande, sker med giftsprøjtning (fenthion) fra fly. Det er imidlertid bekosteligt, rammer ikke-tilsigtede arter (inkl. husdyr) og forurener miljøet. Man forsøger at udvikle mere miljøvenlige bekæmpelsesmetoder.

Blodnæbsvæver er en af de talrigeste fugle i verden, og den bekæmpes som skadedyr. Fuglene er vanskelige at skræmme væk, fordi de i reglen savner alternative fødemuligheder og derfor yderst uvilligt forlader markerne. Bekæmpelse, som alene sigter mod at beskytte afgrøder og ikke på at udrydde bestande, sker med giftsprøjtning (fenthion) fra fly. Det er imidlertid bekosteligt, rammer ikke-tilsigtede arter (inkl. husdyr) og forurener miljøet. Man forsøger at udvikle mere miljøvenlige bekæmpelsesmetoder.

Anatomi

Flyvning er en bevægelsesform, der stiller betydelige krav til anatomien. Bl.a. er forlemmerne jo omdannet til vinger, så hele kropsvægten hos den ikke-flyvende fugl hviler på baglemmerne. Derfor udgør fuglene en ret ensartet gruppe sammenlignet med andre dyreklasser. Væsentlige modifikationer er gået i retning af at mindske vægten uden at ofre styrken. Især perifere dele fjernt fra kroppens tyngdepunkt er gjort lette, bl.a. ved at mange strukturer er trukket ind i selve kroppen, der er kompakt og afstivet på forskellig vis.

Annonce

Skelet

Fuglenes skelet er, sammenlignet med andre hvirveldyrs, forenklet ved, at nogle elementer er reducerede og andre sammenvoksede. Der er således effektivt én rørformet knogle i hver af benets dele: lårbenet (næsten skjult i kroppen), skinnebenet (lægbenet reduceret) og tarsen (sammenvoksede mellemfods- og fodrodsknogler; nogle fodrodsknogler er dog i stedet vokset sammen med skinnebenet). Tæerne er normalt fire; den første vender bagud, de andre fremad, men dette arrangement er modificeret i mange fuglegrupper.

Fugle. Fødder. Spætten og mursejleren sidder begge på lodrette flader, hvor spætten bevæger sig omkring (især opad), mens mursejleren blot hager sig fast. Bynkefuglen griber om smågrene, mens rørdrummen færdes i rørskoven og ofte griber om bundter af tagrør. Ørkenløberen går og løber på hårdt underlag. Lappedykkeren, skarven og lommen har alle svømmefødder med svømmehud af forskellig udformning.

Fugle. Fødder. Spætten og mursejleren sidder begge på lodrette flader, hvor spætten bevæger sig omkring (især opad), mens mursejleren blot hager sig fast. Bynkefuglen griber om smågrene, mens rørdrummen færdes i rørskoven og ofte griber om bundter af tagrør. Ørkenløberen går og løber på hårdt underlag. Lappedykkeren, skarven og lommen har alle svømmefødder med svømmehud af forskellig udformning.

Vingeskelettet udgøres af overarmsbenet, underarmens to knogler (albueben og spoleben), håndrodens og mellemhåndens sammenvoksede knogler samt tre fingre.

De lange lemmeknogler er hule, evt. med forstærkende tværbjælker; knoglemarv mangler, og overarmsbenet er sammen med kraniet og evt. andre knogler invaderet af respirationssystemets luftsække.

Kroppen er nedadtil beskyttet af et kolossalt brystben forsynet med en stor kam til fæste for flyvemusklerne. Via de store ravnenæbsben står brystbenet i forbindelse med de sammenvoksede kraveben, der danner ønskebenet, og de sabelformede skulderblade. Brystkassen er forstærket af bagudrettede overlappende fremspring af ribbenene. Hofteben, haleben og skamben er sammenvoksede indbyrdes og med lændehvirvlerne; nedadtil er bækkenet åbent, så æggene uhindret kan passere bagud.

Halen er reduceret, og de fleste halehvirvler vokset sammen til den såkaldte pygostyl. Halsen er derimod lang, og de 11-25 hvirvler indbyrdes meget bevægelige, så fugle, fx under fjerpleje, kan nå alle legemets dele med næbbet, undtagen hovedet og det øverste af halsen.

Kraniet er meget let; bl.a. mangler tænder helt hos alle nulevende fugle. Hjernekassen er stor for at give plads til den veludviklede hjerne. Øjenhulerne er kolossalt store og mødes i midterplanet. Undernæbbet består af flere mere eller mindre sammenvoksede dele; det er hængslet til hjernekassen via ledbenet. Overnæbbet kan bevæges uafhængigt af hjernekassen ved et særligt arrangement; når undernæbbet sænkes, skydes ledbenets nedre del fremefter og presser via to par benbroer på overnæbbet, hvis benforbindelse til kraniet er tynd og elastisk. Benbroerne består dels af kindbuerne, dels af ganens knogler. Overnæbbets bevægelse tillader passage af større fødeemner og kan let iagttages, fx når en fugl gaber. Hos nogle fugle (fx bekkasiner) sidder den bøjelige zone længere ude på overnæbbet, så den ydre del af overnæbbet bevæges.

Muskulatur

Alle større muskler er placeret i eller nær kroppen. De muskler, der bevæger benet, er således hæftede på bækkenet, lårbenet og den øvre del af skinnebenet ("låret" på den stegte kylling) og er kun forbundet med tæerne med lange sener.

Den største muskel i en fugl er pectoralis, der sænker vingerne under flyvningen; den udgør i gennemsnit ca. 15% af totalvægten. Den udspringer fra ønskebenet og den ydre del af brystbenets kam og er forbundet med en kam på overarmsbenet. Under den på brystbenet ligger supracoracoideus, hæftet på brystbenskammens indre del. Trods beliggenheden på dyrets bugside er dens funktion at hæve vingen: En sene fra den passerer gennem et hul afgrænset af ønskeben, ravnenæbsben og skulderblad og fortsætter til rygsiden af overarmsbenet. Mindre muskler på fuglens rygside hjælper med til at finjustere bevægelsen, og vingen selv er også udrustet med adskillige muskler, så fuglen i detaljer kan kontrollere vingens stilling. En vingehæver er stort set kun nødvendig ved langsom eller stillestående flyvning, hvorfor størrelsen af supracoracoideus varierer meget. Relativt størst er den hos kolibrierne, hvor den er af samme størrelse som pectoralis.

Bogfinke. Han.

Bogfinke. Han.

Noget forenklet kan man skelne mellem to muskeltyper: de røde, der især forbrænder fedt under aerobe forhold (dvs. med ilt), og de hvide, der forbruger glykogen under mere eller mindre anaerobe forhold (uden ilt). Vingemusklerne hos udholdende flyvere er overvejende røde, mens de hos fx hønsefugle i hovedsagen er hvide. Hønsefugle kan starte næsten eksplosivt, fx for at undslippe rovdyr, men trættes hurtigt.

Fordøjelsessystem

Da fugle mangler tænder, bearbejdes føden i hovedsagen i mave og tarm. Inden føden sluges, vædes den med spyt. Tungen kan hjælpe med at manipulere føden; den har ofte specialiserede funktioner (se fx kolibrier og spætter). Spiserøret leder føden til maven, men er også et vigtigt opbevaringssted, fx for føde under transport til ungerne eller til et beskyttet sted, hvor fuglen i fred og ro kan fordøje måltidet. Meget ofte findes en udvidelig del eller en egentlig udposning (kro).

Maven er todelt: forrest en kirtelmave, bagest muskelmaven (kråsen). Kråsens udformning afhænger i høj grad af føden. Den kan fx være næsten rudimentær hos frugtædere som tangarer, mens den hos fugle, der lever af "vanskelige" fiberholdige plantedele, er særdeles kraftig og tykvægget med en hærdet slimhinde, som sammen med slugte småsten (kråseflint) findeler føden. Den er således fuglenes erstatning for kindtænder.

Tarmen kan inddeles i en tynd- og en tyktarm; dens længde er meget variabel, afhængigt af fødens art. En eller oftere to veludviklede blindtarme er som regel til stede; i hvert fald hos nogle planteædere (struds, tinamuer, hønsefugle) rummer de en bakterieflora, som sandsynligvis hjælper ved nedbrydning af celluloseholdig føde.

Edderfugl, forrest han, bagest hun.

Edderfugl, forrest han, bagest hun.

Tarmen udmunder i kloakken ligesom urin- og kønsveje. Kloakkens vægge er muskuløse. Hos unge fugle findes en divertikel (bursa Fabricius), som har en vigtig immunologisk funktion, omtrent som pattedyrenes brissel.

Ekskretionsorganer

Kvælstofholdige affaldsstoffer udskilles i et par nyrer. Urinlederne fører direkte til kloakken, dvs. der er ingen urinblære. Ekskretionsproduktet er uopløselig urinsyre, ikke opløst urinstof som hos pattedyrene. En del vand fra den opslæmmede urinsyre reabsorberes desuden i kloakken, så processen er meget vandøkonomisk; urinen er en hvidlig pasta med et vandindhold helt ned til 50%. Mange fugle behøver derfor ikke at drikke, men klarer sig med det vand, der er i føden eller er dannet under stofskifteprocesserne. Fordampning via lungerne er dog nødvendig ved temperaturreguleringen, og behovet vokser stærkt med omgivelsernes temperatur og fuglens aktivitetsniveau, så for fugle i varme og tørre egne er adgang til vandhuller en nødvendighed.

Nyrerne udskiller også salt, men havfugle, der indtager en del saltvand, udskiller det meste af overskudssaltet i et par særlige saltkirtler placeret over øjnene. Herfra ledes saltopløsningen til næseborene og langs næbbet til næbspidsen, hvor den drypper af.

Respirationssystem

Fuglenes lunger afviger meget fra pattedyrenes og arbejder efter et andet og mere effektivt princip. Luftudvekslingen mellem luft og blod sker efter modstrømsprincippet i fine bronkier og parallelt løbende blodkar. Ud over de ret små og kompakte lunger består systemet af et antal luftsække, normalt fem par, der egentlig er udposninger fra bronkievægge, men som strækker sig langt uden for lungerne mellem de indre organer, under huden og sågar ind i knoglerne. Den inhalerede luft passerer via store bronkier direkte til de bageste luftsække. Herfra ledes den tilbage til lungerne og gennem de fine bronkier for igen at opsamles i store bronkier og føres til luftsække i kroppens forende, hvorfra den udåndes. Pga. systemets effektivitet har hvilende fugle et langsomt åndedræt sammenlignet med pattedyr. Under flyvning øges rytmen, da iltbehovet kan være op til 20 gange behovet i hvile. Modsat hvad man tidligere har troet, falder åndedrættets rytme ikke sammen med vingeslagets, og vingernes bevægelse synes ikke at hjælpe til med at skabe luftstrømmen i systemet.

Engpiber samler føde til sine unger.

Engpiber samler føde til sine unger.

Med få undtagelser har fuglene et stemmeorgan i tilknytning til luftvejen. Organet, syrinx, er placeret nederst i luftrøret, hvor dette deler sig i de to primære bronkier. Lyden produceres i membraner udspændt mellem luftrørets eller bronkiernes bruskringe, og spændingen i membranen kontrolleres af to eller flere muskler. Mest kompliceret er organet hos sangfuglene, der har 5-7 par syrinxmuskler. Hos visse svaner og traner er stemmeorganet udbygget med et resonansorgan i form af et stærkt forlænget luftrør med bugtninger, der hviler i særlige udskæringer i brystbenet.

Kredsløb

Fuglene har som mennesket et hjerte med fire kamre, en enkelt aortabue, fuldstændig adskillelse af arterielt og venøst blod samt af det almene kredsløb og lungekredsløbet. Men modsat pattedyrene er den bevarede aortabue den højre. De røde blodceller er ret store og har cellekerne.

Sanseorganer

Synssansen er overordentlig veludviklet hos alle fugle. Øjnene er store, og tætheden af sanseceller er større end i menneskets nethinde. Selv små fugles syn har en opløsningsevne af samme størrelse som menneskers, og hos rovfugle er den formentlig 2-3 gange større. Samtidig ser fugle skarpt over en større del af synsfeltet, end vi gør. Prisen har været en nedsat følsomhed, så fugle i almindelighed ser dårligt i svagt lys. Nataktive fugle er til dels gået den modsatte vej, i nogen grad på bekostning af synets skarphed. I hvert fald visse fugle, fx kolibrier, kan se ultraviolet lys med bølgelængde ned til 325 nm (nedre grænse hos mennesket er ca. 400 nm). Nytten heraf hænger formentlig sammen med, at mange blomster og blade har UV-specifikke farvemønstre.

Fugleøjets akkommodation sker noget anderledes end hos pattedyrene, idet ciliarlegemets muskler (støttet af en ring af bruskplader) presser direkte på den meget fleksible linse. Ændringer på 20 dioptrier er ikke ualmindelige, og hos dykkende fugle som skarver kan den nå op på 50-60 dioptrier (under vand bidrager hornhinden ikke til lysbrydningen, og øjet bliver meget nærsynet). Samtidig sker akkommodationen meget hurtigt, hvilket er en fordel for flyvende dyr. Fuglenes nethinde savner blodkar, og dens indre dele forsynes i stedet fra pecten ("kammen"), en udvækst fra øjets bagvæg et stykke ind i glaslegemet. Herfra når ilt og næringsstoffer nethinden ved diffusion.

Fiskehejre.

Fiskehejre.

Også fuglenes hørelse er veludviklet. Det hørbare frekvensområde synes dog noget begrænset (ca. 1-5 kHz), hos sangfugle og ugler dog op til 12 kHz eller mere. Mange ugler er desuden i stand til at retningsbestemme lyden meget præcist.

Kiwier samt vestgribbe af slægten Cathartes har en meget veludviklet lugtesans, og det gælder til dels også havfugle, især stormfugle. Men hos fugle i øvrigt er lugtesansen dårligt udviklet.

Smagssansen synes generelt at være af ringe betydning, og smagsløgene er få. Nogle findes undertiden på næbspidsen, ud over de mere normalt placerede i mundhulen.

Følesansen er veludviklet, og foruden frie nerveender (som især registrerer smerte og temperatur) findes forskellige følelegemer i huden, bl.a. ofte på næbspidsen og omkring næbbørster.

Hjernen

Fuglenes hjerne er stor ligesom pattedyrenes, men er noget anderledes organiseret. I begge grupper er forhjernens hemisfærer meget veludviklede, men mens dette især gælder hjernebarken hos pattedyrene, er den dominerende del hos fuglene den såkaldte corpus striatum ved hemisfærernes basis. Man har sat denne forskel i forbindelse med en formodet forskel i "intelligens" (fleksibilitet, evne til at lære), men faktisk synes det øverste lag af corpus striatum, hyperstriatum, som er særegent for fuglene, funktionelt at kunne sammenlignes med pattedyrenes hjernebark. Andre veludviklede dele af fuglehjernen er midthjernens optiske lober (synet har stor betydning) og lillehjernen (cerebellum), der spiller en stor rolle for koordination af muskler og bevægelse.

Forplantningsorganer

Alle fugle lægger æg omgivet af en kalkskal. Selve ægcellen, æggets blomme, dannes og modnes i hunnens æggestok (som regel er kun den venstre funktionel), et drueklaselignende organ i bughulens loft. Det modne æg frigøres til bughulen og opsamles af den tragtformede indgang til en af de to æggeledere. Her, øverst i æggelederen, sker befrugtningen i den korte tid (ca. 20 min), der går, før ægcellen dækkes af æggehvide fra kirtler i æggelederens væg. Efter 3-4 timer fortsætter ægget mod skalkirtlen (uterus) i æggelederens nedre del og forsynes undervejs med hinder. I uterus forbliver ægget i 18-20 timer, mens kalkskallen dannes.

Hannens testikler er bønneformede organer i bughuleloftet, hvorfra sæden følger sædlederne til kloakken. Sædledernes sidste del er udvidet til et par sædblærer til midlertidig opbevaring af sæden. Under kopulationen balancerer hannen på hunnens ryg og krummer halen ned under dennes, så kloakåbningerne bringes i kontakt med hinanden. Noget parringsorgan findes normalt ikke, men spredt i fuglesystemet findes grupper, hvor hannen har et penislignende organ i kloakvæggen.

Levevis

Fuglenes levevis bestemmes af deres bevægelsesmønstre, deres føde og deres yngel.

Bevægelse

For de allerfleste fugle er flyvningen den vigtigste måde at bevæge sig fra sted til sted, især over større afstande. Derudover bruger næsten alle arter en stor del af tiden i træer eller anden vegetation, på jorden eller på vandet, og har ofte udviklet forskellige specialiseringer i den forbindelse. Spurvefuglenes fod er forsynet med en "lås", så de ikke behøver at bruge kræfter på at fastholde grebet om grenene. En del fugle bevæger sig på lodrette flader som træstammer, og fx spætterne og træløberne har en særlig stiv hale, som støtter dem, når de sidder lodret med hovedet opad.

Bortset fra arter, der i ekstrem grad er tilpasset et liv i luften (sejlere) eller på vandet (lommer, lappedykkere o.a.), er næsten alle fugle i stand til at løbe, gå eller hoppe på jorden. De bedste løbere (fx vadefugle) har gerne reduceret bagtåen, og strudsen mangler desuden indertåen og hviler hele vægten på den oprindelige midtertå (jf. hovdyr blandt pattedyrene). Den amerikanske jordgøg (Geococcyx) har imidlertid bevaret gøgefoden med to fremadrettede og to bagudrettede tæer, selvom den er en af de hurtigste løbere blandt fuglene (ca. 34 km/h). Strudse og emuer når over 50 km/h, men er også meget større fugle.

Svømmende fugle bruger oftest fødderne til fremdrift og har udviklet svømmehud, enten membraner mellem tre (det almindeligste) eller fire tæer (årefodede) eller lober langs tæerne (lappedykkere, blishøns mfl.). Kroppen er gerne lang og strømlinjet, og fødderne ofte placeret helt bagude. Dykkende fugle bevæger sig under vandet vha. fødderne (lommer, lappedykkere, skarver, dykænder mfl.) eller vingerne (alkefugle, pingviner, alkestormfugle); til svømning er den optimale vingestørrelse væsentlig mindre end til flyvning, så størrelsen er et kompromis mellem kravene til de to funktioner, medmindre fuglene helt har opgivet flyvningen (pingviner og den uddøde gejrfugl).

Fødebiologi

Ligesom pattedyrene har fuglene et højt stofskifte, oftest 10-30 gange højere end krybdyr af samme størrelse. Det er relativt højere hos små fugle. Legemstemperaturen er ca. 40 °C, ca. 3 °C højere end hos pattedyr.

Med det høje stofskifte nødsages fugle til at æde ofte og meget, og især små fugle bruger en stor del af deres tid til fødesøgning. Det gælder i endnu højere grad i koldt vejr, hvor fuglene behøver ekstra energi for at opretholde legemstemperaturen. I arktiske og tempererede egne er føderesurserne ofte utilstrækkelige om vinteren, så mange fugle her udnytter deres store mobilitet og søger til mildere himmelstrøg (se fugletræk).

Næbbet er det vigtigste værktøj for fouragerende fugle, og særprægede næbformer afspejler generelt en speciel føde eller fødesøgningsteknik. Mindre ekstreme tilpasninger afspejles naturligt nok også i næbformen, således hører små fødeemner sammen med et fint næb, flyvende insekter med et fladt næb og bredt gab, plantefrø med et robust kegleformet næb osv. Hos den enkelte fugl kan næbformen ændre sig noget med tiden, afhængigt af den foretrukne eller tilgængelige fødetype. Fx varierer musvittens næb med årstiden ligesom føden, der udgøres af insekter om sommeren og har et betydeligt islæt af plantefrø om vinteren; det gælder også en række andre fugle. Hos skægmejsen ses en tilsvarende ændring i maven, idet kråsen bliver større og får tykkere vægge om vinteren, igen en tilpasning til et skift i fødevalg fra insekter til frø.

Fuglenes adfærd er ligeledes tilpasset fødevalget. En adfærdsform, som har tiltrukket sig en del opmærksomhed, er henlæggelse af føde til senere brug. Det ses hos nogle fugle, hvor fødetilgangen kan ændre sig meget inden for kort tid, fx mange ugler og rovfugle; tornskader hører til samme kategori og har fået navn efter det (den gemte føde spiddes på torne). Der er her tale om korttidsdepoter, men nogle standfugle gemmer også føde, der kan hjælpe dem gennem vinteren. Sker det inden for eget helårsterritorium (sumpmejse, spætmejse), kan det gemte genfindes under vinterens fødesøgning, så fuglen måske ikke behøver at huske alle gemmesteder. Men i hvert fald nøddekrigen, som er fødespecialist på hasselnødder, kan nøje huske samtlige depoter i månedsvis.

Ynglebiologi

De allerfleste fugle følger en årlig cyklus med en mere eller mindre veldefineret ynglesæson, hvilket bl.a. medfører, at ungeproduktion og fjerfældning sjældent overlapper. Men hos tropiske arter yngler individerne i bestanden ikke nødvendigvis samtidig, og enkelte bestande følger en kortere rytme. Nogle få store arter (fx nogle kondorer og albatrosser) har på den anden side en så udstrakt yngleperiode, at hvert par kun yngler hvert andet år.

Flamingoer.

Flamingoer.

De fleste fugle hævder yngleterritorier, hvorfra artsfæller holdes ude. Hævdelsen sker ved lydsignaler (se fuglesang) eller visuelle signaler (flugtspil o.l.); det sidstnævnte især i åbent land. Det sikrer en vis spredning af yngleparrene, og meget ofte fungerer territoriet også som fødeterritorium: Parret sikrer sig eneret på områdets føderesurser, som ernærer det og dets unger gennem sæsonen. Det forudsætter dog en vis forudsigelighed i fødetilgangen.

Hvis et lokalt fødemonopol ikke tjener noget formål, kan det i stedet være en fordel at yngle i kolonier. Det kendes hos knap 15% af verdens fuglearter, deriblandt næsten alle havfugle samt fiskeædende ferskvandsfugle som hejrer og pelikaner og desuden insektædere som sejlere, svaler og biædere, ådselædere (gribbe) og mange frøædende småfugle. Sådanne kolonier kan, afhængigt af arten, rumme fra nogle få til flere mio. par.

Det almindeligste parringssystem er det monogame par, enten for en enkelt sæson eller af mere eller mindre livslang varighed (havfugle, gæs, svaner, ørne mfl.). Det hænger sammen med, at assistance fra hannen (fodring, redeforsvar) er nødvendig for ungernes overlevelse. Hvor hunnen alene eller med kun minimal assistance kan klare opgaven, kan en han have flere hunner (polygyni), specielt hvis hannen besidder et særlig godt fødeterritorium. Er hannen helt frigjort fra yngelplejen, kan der udvikles forskellige former for promiskuøse parringssystemer, ofte i forbindelse med arenaspil (se arena). Polyandri, hvor en hun har flere hanner, forekommer sjældnere (bladhøns, svømmesnepper og enkelte andre vadefugle, kasuarer mfl.); her har hannen (hoved)ansvaret for yngelplejen.

Ofte har kønnene mere eller mindre forskelligt udseende, som regel sådan, at hannen har mere iøjnefaldende farver end hunnen; det gælder især, hvis han er frigjort fra yngelplejen eller i det mindste rugningen. Kønsdimorfi hænger således sammen med parringssystem og kønsroller og ses i sin mest ekstreme form hos visse promiskuøse arter (fx mange fasaner og årfugle). Hos svømmesnepper og andre polyandriske arter er hunnen, som det kunne forventes, den mest farvestrålende.

Alle fugle lægger æg, i kuld med fra et til over 15 æg, der lægges med 1-3 dages mellemrum, undertiden fem dage. Hvor sæsonens længde tillader det, kan nogle fugle (spurvefugle, duer, vandhøns) lægge flere successive kuld, og de fleste arter vil lægge et erstatningskuld, hvis det første mistes. Kuldet repræsenterer en betydelig energiinvestering (vægten kan overstige hunnens egen kropsvægt), og hannen vil ofte fodre hunnen i tiden før og efter lægningen.

Kuldet lægges og ruges et bestemt sted, og kun kejserpingvinen er i nogen grad mobil under rugningen. Hvor æggene lægges direkte på underlaget, kan man dårligt tale om en rede, men oftest sker der en vis foring med varmeisolerende materiale eller en egentlig redebygning. Det kan ske på jorden, i et naturligt hul mellem sten eller i et træ, i et musehul eller et selvgravet hul i jorden, eller på en platform i en busk eller et træ (bygget af fuglen selv eller overtaget efter en anden art). Fuglereder i buske og træer kan være konstrueret på meget forskellig vis, fra simple skåle til kunstfærdige overdækkede og eventuelt hængende bygningsværker. Materialerne er i reglen forskellige plantedele, men andet, fx spindelvæv, kan indgå, og til foring bruges ofte fjer. Mange svaler bygger reder af mudder og spyt klinet på klipper eller bygninger, og sejlere af slægten Aerodramus bruger alene spyt ("spiselige svalereder").

Kongeørn. Ungfugle.

Kongeørn. Ungfugle.

Æggene ruges i fra ti (spætter) til ca. 80 dage (albatrosser); hos de fleste spurvefugle tager det 12-14 dage. Under rugningen varmes æggene ved at blive holdt i tæt kontakt med en eller flere rugepletter på fuglens underside; det er midlertidig nøgne hudområder med mange blodkar. Andefugle, suler o.a. mangler rugeplet.

Rugningen påbegyndes gerne med lægningen af det sidste eller næstsidste æg, så hele kuldet klækker nogenlunde samtidig. En del ugler, rovfugle o.a. påbegynder imidlertid rugningen straks ved lægningen af det første æg, så ungerne klækkes med et par dages mellemrum. Det er nok til, at de ældste unger i tilfælde af fødeknaphed kan tilkæmpe sig hovedparten af føden, mens de yngste sulter. På den måde overlever i hvert fald nogle af ungerne, og forholdet kan opfattes som en tilpasning til et fødegrundlag, der varierer på uforudsigelig måde. Er fødetilgangen forudsigelig, er mange fugle i stand til at justere kuldstørrelsen.

Under rugningen kan æggene lades alene i kortere tidsrum, men hvor begge mager deltager, ruges de næsten kontinuert. Ud over at varme dem vender forældrene fra tid til anden æggene, så fosterhinderne ikke vokser fast til skalmembranen.

Et mindre antal fuglearter ruger slet ikke deres æg. Det gælder dels tallegallahønsene, der i stedet udnytter solvarme og gæringsvarme i kompost eller vulkansk opvarmet jord, dels redeparasitterne, der lægger deres æg i andre fuglearters rede. Hos mange arter sker det lejlighedsvis, at en hun lægger et æg hos en fremmed artsfælle; men i alt ca. 80 arter af gøge, honninggøge, enker mfl. lægger altid æg i rederne af et mere eller mindre snævert spektrum af værtsarter.

Når tiden er inde, gennemborer fugleungen fosterhinder og skal med en særlig "ægtand" på overnæbbets spids. Herved får den adgang til luften og begynder at ånde vha. lungerne. Fra denne "språning" til ungen er fri af ægget, går der fra en times tid til 3-4 dage afhængigt af arten. Ungen fortsætter med at gennembore ægget i en ring, så den butte ende til sidst falder af, og ungen kan arbejde sig ud. Det sker uden forældrenes hjælp.

Ungens modenhed ved klækningen varierer i betydelig grad. De mest færdigudviklede (præcociale) unger har fra begyndelsen en tæt dundragt og åbne øjne og kan efter få timer bevæge sig omkring og søge føde (strudse, tinamuer, andefugle, hønsefugle, vadefugle mfl.). Det andet yderpunkt er sparsomt klædte eller nøgne fosterlignende (altriciale) unger (spurvefugle og mange andre grupper). Blandt mellemformerne kan man skelne mellem semialtriciale unger, der har dundragt og åbne øjne fra begyndelsen (hejrer, rovfugle), semipræcociale unger, der desuden er mere eller mindre mobile (måger, terner), og subpræcociale unger, der som de præcociale er redeflyende, men som fodres af forældrene (traner, vandhøns, lappedykkere mfl.). Tallegallahønsenes unger er superpræcociale, idet de fra begyndelsen er uafhængige af forældrene og er i stand til at flyve inden for et døgn. Også andre hønsefugles unger kan flyve, længe før de er udvoksede.

Især de altriciale unger har et stort behov for pleje, først og fremmest fodring. Derudover må forældrene forsvare ungerne mod rovdyr og varme dem i koldt vejr samt eventuelt sørge for saniteten i reden. Spurvefugleungers ekskrementer er omgivet af en hinde og fjernes af forældrene. Undertiden assisteres forældrene af andre voksne fugle, som regel unger fra tidligere kuld eller andre nære slægtninge (kooperativ ynglen, kendt hos ca. 150 arter). Fælles ynglen, hvor flere par ruger og opfodrer ungerne i fællesskab, kendes hos anier (se gøge).

Find beskrivelser af 300 fugle i Gyldendals app Fugleguiden.

Når reden forlades, er ungerne mere eller mindre flyvedygtige, men sædvanligvis stadig afhængige af forældrene i nogle uger. Redetiden varierer fra 10-250 dage, især afhængig af fuglens størrelse, men også af økologiske forhold; fx har mange pelagiske havfugle en meget langsom ungeudvikling.

Læs også om fuglenes evolution og få et overblik over systematikken.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: fugle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80551