Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

duer

Oprindelige forfattere KKam og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Ringduer (Columba palumbus).

Ringduer (Columba palumbus).

duer, Columbidae, eneste familie inden for fugleordenen duefugle (Columbiformes). Det er en relativt ensartet gruppe af små til mellemstore planteædende fugle, udbredt over hele jorden med undtagelse af polarområderne. Mindst er den blot lærkestore australske diamantdue (Geopelia cuneata), størst (som store tamhøns) er kronduerne (Goura) på Ny Guinea. Til ordenen regnes desuden de uddøde, kalkunstore dronter.

Duerne omfatter 309 arter fordelt på knap 50 slægter. Deres nærmeste slægtninge blandt andre fugleordener er sandhøns og vadefugle. Den typiske due er kompakt bygget med kraftige flyvemuskler, korte ben og et lille hoved med et relativt spinkelt næb, der over næseborene har en nøgen vokshud. Fjerdragten er tæt og blød med kun løst fæstnede fjer. Farverne varierer meget; mange arter er beskedent tegnede i brunt, gråt og gråblåt med ringe forskel mellem kønnene, men blandt de tropiske frugtduer findes en del meget farvestrålende arter. Duerne går med karakteristiske nikkende bevægelser. De fleste arter lever i træbevoksede områder, og mange er skovfugle, men enkelte er knyttet til ørkener, stenede højsletter eller bjergegne.

Ligesom visse astrilder drikker duer ved at suge vandet op gennem næbbet. Føden er næsten udelukkende plantedele: frø, frugter, bær, blomster eller blade. De europæiske arter hører alle til de frøædende duer, der som tilpasning til føden har en veludviklet muskelmave (kråse) og en lang tarm. Frugtduerne omfatter dels de grønne duer (Treron) fra tropisk Afrika og Østasien, dels de mere typiske frugtduer (Ptilinopus, Ducula mfl.) fra SØ-Asien, Australien og Stillehavsområdet. De grønne duer knuser og fordøjer frugternes frø; andre frugtduer mangler muskelmave og fortærer kun frugtkødet, mens frøene uskadt passerer tarmsystemet.

Annonce

Duer. 1 Kronduen (Ny Guinea) er den største, og 2 diamantduen (Australien) er den mindste af verdens 255 duearter. Øverst th. to repræsentanter for de tropiske frugtduer: 3 en grøn due (Treron calva, vidt udbredt i Afrika) og 4 kronet frugtdue (Ptilinopus coronulatus, Ny Guinea). Derunder de i Danmark forekommende arter: 5 turteldue, 6 tyrkerdue, 7 ringdue, 8 huldue og 9 tamdue (to varianter).

Duer. 1 Kronduen (Ny Guinea) er den største, og 2 diamantduen (Australien) er den mindste af verdens 255 duearter. Øverst th. to repræsentanter for de tropiske frugtduer: 3 en grøn due (Treron calva, vidt udbredt i Afrika) og 4 kronet frugtdue (Ptilinopus coronulatus, Ny Guinea). Derunder de i Danmark forekommende arter: 5 turteldue, 6 tyrkerdue, 7 ringdue, 8 huldue og 9 tamdue (to varianter).

Duer optræder gerne i flok, men hos de fleste arter yngler parrene adskilt og opretholder territorier. Almindelige elementer i pardannelses- og territorieadfærden er sang, som generelt er meget monoton, jf. den velkendte kurren hos de hjemlige arter, samt flyvespil, hvori ofte indgår iørefaldende vingeklap. Reden er en spinkel, men ganske solid konstruktion af pinde og andre plantedele, som i hovedsagen bygges af hunnen med redemateriale bragt af hannen. Æggene, hvoraf der normalt er to, sjældnere ét, er hos næsten alle arter rent hvide. De ruges af begge mager, som også deles om ungernes opfodring. I de første dage fodres ungerne udelukkende med kromælk, et sekret af afstødte celler fra kroens slimhinder. Denne kromælk er rig på protein, fedt og mineraler (hhv. 58%, 35% og 7% af tørvægten), stoffer, som de fleste andre planteædende fugle, men ikke duerne, sikrer deres unger ved at iblande føden en del animalske elementer.

I Danmark forekommer fire arter, huldue, ringdue, tyrkerdue og turteldue. Østlig Turteldue (Streptopelia orientalis) fra Asien er iagttaget nogle få gange. Desuden findes forvildede tamduer almindeligt, især i byerne. Tamduen er en domesticeret form af klippeduen (Columba livia) fra Europa, Nordafrika og Vestasien, og vildtlevende bestande findes i dag over det meste af verden.

Af mere bemærkelsesværdige duer kan nævnes den nordamerikanske vandredue (Ectopistes migratorius), der forekom i utrolige sværme og efter europæernes ankomst blev udsat for uhyrlige massenedslagtninger. Som følge af dens specielle fødeøkologi kombineret med fragmentering af skovene og med sygdom uddøde den som vildtlevende i 1894, og det sidste eksemplar i fangenskab døde i 1914. Den afvigende tanddue (Dudunculus strigirostris) har et rovfugleagtigt næb helt forskelligt fra andre duers; dens udbredelse er indskrænket til to øer i Samoagruppen i Stillehavet.

Læs også om tamduer og om den symbolik, der forbindes med duen.

Hør tamduen:

/@api/deki/files/64136/=26918868.mp3

Hør ringduen:

/@api/deki/files/64134/=26918878.mp3

Hør turtelduen:

/@api/deki/files/64135/=26918888.mp3

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp, Lars Serritslev: duer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66998