Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

BirdLife International

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

BirdLife International, Internationale Fuglebeskyttelsesråd, indtil 1993 ICBP (International Council (opr. Committee) for Bird Preservation), verdens ældste private miljøorganisation, oprettet i 1922 med sekretariat i Cambridge, England. Organiseret i regionale og nationale sektioner har ICBP/BirdLife fokuseret på beskyttelsen af truede fuglearter. Arbejdet har været centreret om et forskningsprogram til etablering af vidensgrundlaget for identificering og prioritering af beskyttelsesopgaverne, og ICBP/BirdLife har fungeret som faglig rådgiver for IUCN (International Union for Conservation of Nature and Natural Resources) siden dennes oprettelse i 1948. En væsentlig del af midlerne hertil er indsamlet af Verdensnaturfonden (WWF, oprettet 1961).

Efterhånden som omfanget af den globale miljøkrise blev klart, flyttede tyngdepunktet i arbejdet fra truede arter til økosystemer og den biologiske diversitet set i globalt perspektiv; her er fuglene stadig i forgrunden som meget synlige repræsentanter for hele faunaen og som indikatorer for et givet områdes værdi og sundhedstilstand. Sideløbende opprioriteredes informationsarbejdet, og der er gjort en stor indsats for at etablere og styrke private miljøorganisationer i tredjeverdenslande. Samtidig har ICBP/BirdLife i stadig højere grad indsamlet midler selv.

Forandringerne har nødvendiggjort et øget lokalt engagement og styrkelse af organisationen på nationalt plan. Dette er sket ved, at ICBP ved omdannelsen til BirdLife er blevet en union af førende fuglebeskyttelsesorganisationer (BirdLife partnere), der i fællesskab udvikler det internationale program for fuglebeskyttelse. BirdLifes partner i Danmark er Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: BirdLife International i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47507