Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

årfugle

Oprindelig forfatter KKam Seneste forfatter Redaktionen

Årfugle. 1 Salvie-grouse (Centrocercus urophasianus) fra det vestlige Nordamerika er knyttet til tørt græsland med krat. 2 Blå grouse (Dendragapus obscurus), ligeledes fra det vestlige Nordamerika, er primært knyttet til bjergområder med nåleskov eller i det mindste nogen trævækst. 3 Urfugl (Tetrao tetrix) fra Eurasien. 4 Dalrype (Lagopus lagopus) er cirkumpolart udbredt i arktiske og alpine egne, hvor den foretrækker relativt fugtige og frodige områder. Den viste fugl er i fældning fra sommer- til vinterdragt. 5 Hjerpe (Bonasa bonasia) med kyllinger; arten er udbredt i Eurasiens nåle- og blandskov. Hos arterne 1-3 er hunner og hanner meget forskellige af udseende, og den viste fugl er i alle tilfælde en han.

Årfugle. 1 Salvie-grouse (Centrocercus urophasianus) fra det vestlige Nordamerika er knyttet til tørt græsland med krat. 2 Blå grouse (Dendragapus obscurus), ligeledes fra det vestlige Nordamerika, er primært knyttet til bjergområder med nåleskov eller i det mindste nogen trævækst. 3 Urfugl (Tetrao tetrix) fra Eurasien. 4 Dalrype (Lagopus lagopus) er cirkumpolart udbredt i arktiske og alpine egne, hvor den foretrækker relativt fugtige og frodige områder. Den viste fugl er i fældning fra sommer- til vinterdragt. 5 Hjerpe (Bonasa bonasia) med kyllinger; arten er udbredt i Eurasiens nåle- og blandskov. Hos arterne 1-3 er hunner og hanner meget forskellige af udseende, og den viste fugl er i alle tilfælde en han.

årfugle, Tetraonidae, familie af hønsefugle med ca. 20 arter i nordlige tempererede og arktiske egne, i den sydlige del af udbredelsesområdet især i bjergområder. De fleste arter lever i nåle- og blandskov, enten tæt skov eller lysninger og skovkanter, men en del findes i åbent land (tundra, steppe). Begrænsede trækbevægelser kendes hos de nordligste bestande, men generelt er årfugle stationære og vel tilpassede til kulde. Bl.a. er tarsen (mellemfoden) og hos ryperne også tæerne fjerklædte.

Længden er 38-115 cm (hannerne størst), næbbet er kort med fjerdækkede næsebor, og fjerdragten oftest camouflagefarvet brunlig, om end hannerne hos flere arter har mere markante, ofte mørke og metalskinnende farver. Over øjet har hannen hos de fleste arter en rød "kam", som i yngletiden er mere eller mindre opsvulmet, og hos en del kan den øverste del af spiserøret pustes op til et resonansorgan. Nogle hanner har også forlængede og evt. særligt udformede haler.

1. led i ordet årfugl som i urfugl.

Årfuglenes føde er næsten rent vegetabilsk, dog med et vist islæt af insekter om sommeren, og kyllinger lever primært af insekter i den første tid. Planteføden omfatter især nåle, blade, knopper og bær, mens frø kun synes at være af betydning for de amerikanske præriehøns (Tympanuchus). Nedbrydningen sker bl.a. ved bakteriel forgæring i blindtarmene.

Fjeldrype på tur i sneen.

Fjeldrype på tur i sneen.

Ynglebiologisk er der en del variation i familien, idet ryperne (Lagopus) og de to eurasiske hjerper (Bonasa) (men ikke den amerikanske) er monogame, mens de øvrige årfugle er promiskuøse. Hos ryperne kan hannen forsvare reden og kyllingerne, og hos dalrypen (L. lagopus) evt. også varme kyllingerne under sig, men ellers er hunnen alene om yngelplejen. Hos promiskuøse arter udfører hannen et "spil" for at tiltrække hunner, en stereotyp kombination af lyde (også mekaniske), positurer og bevægelser, enten enkeltvis eller på særlige spillepladser (se arena). Mest udviklet er arenaspil hos urfuglen og visse amerikanske arter, bl.a. præriehønsene. Det er blandt de promiskuøse arter, man finder den mest udtalte kønsforskel i størrelse og dragt; hos tjuren vejer hannen således 3,9-4,3 kg (evt. helt op til 6,5 kg), hønen blot 1,7-2,0 kg. Kyllingerne føres af hønen, men finder selv deres føde; som hos andre hønsefugle kan de flyve, længe før de er udvoksede, oftest 5-8 dage efter klækningen.

Annonce

De fleste årfugle er gået betydelig tilbage i antal i takt med menneskets omformning af landskabet og med indførelsen af intensive driftsformer i skovbruget. For visse arter eller bestande har jagt været en medvirkende eller en primær årsag til tilbagegangen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Kampp: årfugle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185492