Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

elfenben

Oprindelige forfattere AaJe, HLin og TMel Seneste forfatter Redaktionen

Elfenben. Stødtænder fra elefanter.

Elfenben. Stødtænder fra elefanter.

elfenben, elefantens stødtænder. Ordet bruges undertiden også om tænder af flodhest, narhval, hvalros og vortesvin, men bør begrænses til elefantens stødtænder, der alene har det såkaldte diamantmønster, et net af krumme linjer, der krydser hinanden og tydeligt kan ses på et tværsnit af tanden. Elfenben har fra gammel tid været et højt værdsat materiale til bl.a. smykker og kunstgenstande. Hårdheden er 2-3, og massefylden 1,7-1,9 g/cm3. Tænder af mammut har undertiden været anvendt, men disse tænder er som regel helt ødelagt af sprækker.

Ordet elfenben kommer af ty. Elfenbein, 1. led af gr. elephas 'elfenben, elefant'.

Elefantens stødtænder er specialiserede fortænder, der vokser livet igennem. De består næsten udelukkende af dentin (tandben), da den emalje, der findes på den unge tand, hurtigt slides af. Hos den afrikanske elefant har begge køn stødtænder, mens det hos den indiske kun er hannen, der har veludviklede stødtænder; hunnens stødtænder er små og rager ikke ud af munden. De største stødtænder findes hos afrikanske hanelefanter, og rekorden for en enkelt tand er 117 kg. Elfenbens hårdhed og farve varierer. Generelt er elfenben fra skovelefanten (cyclotis) hårdere end savanneelefantens (africana). Farven kan være brunlig (fra skovene i Den Demokratiske Republik Congo), have lyserødt skær (bambusskov), være flødefarvet (savanne) eller hvid (busksavanne).

Krybskytteri er hovedårsagen til, at antallet af elefanter i Afrika faldt drastisk gennem 1970'erne og 1980'erne. Det samme skete i midten af forrige århundrede, hvor der også blev tyndet ud i Afrikas elefanter pga. jagten på elfenben. I januar 1990 trådte et forbud mod al handel med elfenben i kraft, dog må eksisterende elfenbenssmykker sælges på dispensation. I princippet skulle det være muligt at kontrollere elfenbenshandelen, fordi man nu vha. isotopteknik kan bestemme, fra hvilket område en stødtand kommer.

Annonce

Elfenben. Lågkrus skåret i elfenben af Joachim Henne og indfattet i ædelmetaller. Frederik 3.s monogram ses indvendigt i låget og daterer kruset til før 1670. De dramatiske figurer på låget og siderne viser scener fra den romerske myte om sabinerindernes rov.

Elfenben. Lågkrus skåret i elfenben af Joachim Henne og indfattet i ædelmetaller. Frederik 3.s monogram ses indvendigt i låget og daterer kruset til før 1670. De dramatiske figurer på låget og siderne viser scener fra den romerske myte om sabinerindernes rov.

Elfenbenskunst

Elfenbenskunst kendes fra alle oldtidskulturerne i Middelhavsområdet og Mellemøsten. Et højdepunkt repræsenteres af syrisk-fønikiske arbejder fra 900-700-t. f.Kr. fundet som krigsbytte i Sargon 2.s palads i Nimrud i Assyrien (Irak). Fønikiske elfenbensarbejder blev importeret og efterlignet i Grækenland og Etrurien i 700- og 600-t. f.Kr. De græske kultstatuer i chryselefantin havde hår og dragtpartier i guld, mens nøgne partier som ansigt, hænder og fødder var af elfenben, således Fidias' kultstatuer af Zeus i Olympia og Athena i Athen. I Rom gjaldt hele stødtænder som særligt fine trofæer i triumftogene, hvor også triumfvognen havde indlagt elfenbensarbejde ligesom embedsmandsstolen sella curulis. Fra 300-400-t. stammer de såkaldte konsulardiptyker, tofløjede tavler, hvis udvendige sider var udskåret i et klassisk inspireret figurrelief.

I Det Byzantinske Rige spillede elfenbenskunsten også en vigtig rolle; berømt er Maximianus' bispetrone i Ravenna fra 500-t. Kunstfærdige rejsealtre, relikvieskrin og bispestave, ofte dekoreret med brogede farver og forgyldning, blev skåret i middelalderens Vesteuropa. Hertil kom etuier til spejle samt kamme, jagthorn og fx skakbrikker. I renæssancens Norditalien udførtes møbler med indlægninger i elfenben (og perlemor), såkaldt certosa-mosaik, og moden fortsatte på barokkens skabsmøbler, ofte med det hvide elfenben i kontrast til sort ibenholt. Også på de nye håndskydevåben, på gevær- og pistolkolber, ses fremragende indlægninger.

Magnus Berg Galatheas triumf; skåret i elfenben, ca. 1715, Rosenborg.

Magnus Berg Galatheas triumf; skåret i elfenben, ca. 1715, Rosenborg.

Med europæernes opdagelsesrejser og handel på Orienten øgedes importen af elfenben, og 1550-1700 blev pokaler, lågkrus, opsatser og portrætmedaljoner den store mode hos fyrster og adel. De blev enten drejet på en drejebænk eller skåret i hånden, dvs. hugget med mejsler. De drejede arbejder udførtes af professionelle kunstnere, der ofte tillige underviste fyrstefamilierne, som de var ansat hos, fordi arbejdsprocessen mentes at befordre præcision og tålmodighed, ønskværdige egenskaber hos regenter. I Danmark kendes drejerarbejder af bl.a. Frederik 4., ligesom dronning Sophie Magdalenes drejebænk er bevaret på Rosenborg Slot. De skårne arbejder, især lågkrus indfattet i ædelmetaller, blev fremstillet i serier på internationale værksteder i Sydtyskland og i Nederlandene eller bestilt hos omvandrende hofkunstnere, der også udførte statuetter og figurrelieffer, fx nordmanden Magnus Berg, som vandt europæisk ry og testamenterede sine arbejder til Christian 6.

Omkring 1700 vendte interessen sig fra elfenben mod det nye porcelæn. 1800-t.s historicisme medførte en kortvarig genopliven, og 1920'ernes art déco-stil skabte raffinerede kombinationer af elfenben, metal og træ.

Blandt mere dagligdags anvendelsesformer kan nævnes knivskæfter, klavertangenter og billardkugler samt i en periode kunstige tænder; elfenben er dog blevet udkonkurreret af andre materialer, blandt andet plast. Fra oldtiden indtil slutningen af 1700-t. blev elfenbenspulver anvendt som lægemiddel, og trods handelsforbuddet spiller det stadig en rolle som naturmedikament i visse fjernøstlige lande.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Jensen, Hanne Lindemann, Torben Melander: elfenben i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69895