Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - dyreliv

Oprindelig forfatter PAGG Seneste forfatter Redaktionen

Skovspurven er en meget almindelig standfugl i Danmark.

Skovspurven er en meget almindelig standfugl i Danmark.

Det nordligt tempererede kystklima og den oftest frodige jordbund i et svagt bølgende landskab, der er splittet op af fjorde og sunde, er sammen med floraens og faunaens sene indvandring i Danmark (efter sidste istid) de forhold, der især bestemmer det dyreliv, som mennesket i dag mere end nogensinde har sat sit afgørende præg på. Danmarks dyreliv er på land stærkt præget af intensivt jordbrug og bymæssig bebyggelse og den dermed følgende forurening. Til havs består menneskets påvirkning især i fiskeri, udledning af spildevand samt tilførsel af næringsstoffer, først og fremmest nitrat, hidrørende fra landbruget.

Faunaens udvikling

Fugtige milde vintre og kølige somre er sammen med jordbunden bestemmende for de naturlige vegetationstyper. Oprindelig var 80-90 % af landet dækket af blandet løvskov. Derfor var det danske dyreliv helt overvejende en skovfauna og er det stadig, når det opgøres i antal dyrearter.

Den uforstyrrede skov rummer mange arter, der i et kompliceret fødenet udnytter skovens store og stabile produktion, så næsten intet går til spilde. Skoven er derfor karakteriseret ved mange specialiserede og ofte sjældne arter. Den moderne, rationelt drevne og ofte plantede skov afviger meget herfra. Især er manglen på store gamle, evt. døende træer og grene samt tilbagegangen i skovenes vådområder årsag til, at mange dyrearter er gået tilbage.

Annonce

Spætter. Lille flagspætte. Spætter kan hakke hul i træstammer, og de kommunikerer ved at tromme med næbbet.

Spætter. Lille flagspætte. Spætter kan hakke hul i træstammer, og de kommunikerer ved at tromme med næbbet.

Det samlede antal dyrearter i Danmark er umuligt at opgøre præcist. I 1995 opgjorde Skov- og Naturstyrelsen antallet af fritlevende, naturligt forekommende, her i landet ynglende arter af hvirveldyr til 424, nemlig 49 pattedyr, 209 fugle, 5 krybdyr, 14 padder, 37 ferskvandsfisk og 110 saltvandsfisk. Langt mere usikkert skønnes antallet af hvirvelløse dyr til 21.000 arter, heraf alene insekter 18.000. I 1990 viste den danske liste over de mest beskyttelseskrævende planter og dyr, at 53 % af disse hører til i skoven. Det gælder eksempelvis for skovmår, tre af vore spættearter, æskulapsnog og 658 arter af biller. Sidstnævnte udgør 61 % af de beskyttelseskrævende biller og 10 % af samtlige danske billearter.

Skovene var før den mest dominerende natur- og landskabstype, i dag er det agerlandet. Det dækker næsten 2/3 af landarealet. Ud fra en arealmæssig betragtning er det derfor agerlandets fauna, der er den betydende del af den danske fauna. Det gælder måske, hvis man regner i antal individer, men langtfra, hvis man regner i antal arter. Agerlandets dyreliv er et artsfattigt udsnit af den oprindelige fauna suppleret med enkelte andre arter indført eller indslæbt af mennesket.

Hvor den uforstyrrede skov var præget af stabilitet, der gav ro til, at mange specialister kunne indfinde og tilpasse sig, er forholdene i agerlandet derimod meget ustabile. Marken behandles mekanisk og kemisk flere gange årligt, og vegetationsdækket fjernes og udskiftes ofte hvert år. Derfor er det kun ganske få arter, der kan klare sig alene på den dyrkede mark. En stor del af agerlandets dyreliv er derfor afhængigt af, at der findes udyrkede småbiotoper i form af hegn, skel, vandhuller, småskove eller andre naturområder i nabolaget.

Europæisk hare (Lepus europaeus).

Europæisk hare (Lepus europaeus).

Flerårige afgrøder, minimal eller ingen brug af gødning og pesticider samt et tæt sammenhængende og varieret mønster af småbiotoper er det, der giver det rigeste dyreliv. Men udviklingen har indtil for ganske nylig gået i den modsatte retning.

Haren, agerhønen og sanglærken har formentlig oprindelig bredt sig i landet i kølvandet på opdyrkningen. Disse arters senere voldsomme tilbagegang skyldes sandsynligvis den aftagende variation i afgrøder, tilbagegangen af biotoper og en indsnævring af fødeudbuddet, der skyldes anvendelsen af pesticider.

Jordbrugets dræning og afvanding af vådområder har haft drastisk indvirkning på faunaen. I agerlandet forsvandt et sted mellem 95 % og 98 % af de oprindelige vådområder gennem 1800- og 1900-t. Dette er en væsentlig del af forklaringen på, at samtlige 14 danske paddearter i dag anses for beskyttelseskrævende.

Bylandskabet bliver artsfattigere, jo længere man kommer ind mod "stenbroen", hvor duen, gråspurven og rotten er de eneste sikre blandt hvirveldyrene. Men i et land uden bjerge kan bygningsmassen i byen udgøre et hjemsted for arter, der ellers ville være sjældne eller helt mangle, såsom klippedue, husrødstjert og mursejler.

Mårfamilien. Husmårens evne til at leve tæt sammen med mennesket er årsagen til dens store popularitet i Danmark. For mange mennesker er det tætte samliv med det lille rovdyr en stor oplevelse. For andre giver det anledning til problemer, især når ungerne galoperer hen over loftet natten igennem. Hvis husmåren bliver et problem, kan man søge råd og vejledning i Skov- og Naturstyrelsen.

Mårfamilien. Husmårens evne til at leve tæt sammen med mennesket er årsagen til dens store popularitet i Danmark. For mange mennesker er det tætte samliv med det lille rovdyr en stor oplevelse. For andre giver det anledning til problemer, især når ungerne galoperer hen over loftet natten igennem. Hvis husmåren bliver et problem, kan man søge råd og vejledning i Skov- og Naturstyrelsen.

I villakvartererne i byernes udkant er dyrelivet langt mere varieret. Selvom artsrigdommen stadig er begrænset, er antallet af individer pr. arealenhed meget højt. Her findes fx ræv, pindsvin og husmår, foruden en række fuglearter med gråspurv, skovspurv, solsort, musvit og stær som de almindeligste.

Danmark råder over et havområde på 104.000 km2 og et landareal på 43.000 km2. Man kan således sige, at to tredjedele af Danmark udgøres af hav. Hvilke dyr der kan trives, afhænger bl.a. af vanddybde, strøm og saltholdighed. Nordsøens næsten oceaniske vand med et saltindhold på 3,5 % er langt mere artsrigt (ca. 1500 arter) end brakvandet øst for Bornholm, hvor saltindholdet er under 1 % (ca. 200 arter).

De danske farvande er generelt lavvandede; kun i Skagerrak overstiger vanddybden 100 m. Bunden er som regel blød og består af sand eller mudder. Dette betinger en relativt artsfattig marin fauna, som ikke er blevet rigere af de seneste årtiers store tilførsel af gødningsstoffer fra land. Store dele af havbunden rammes nu af årlige iltsvind og huser således ikke længere en flerårig fauna. På lavt vand, hvor iltforholdene er bedre, og især på stenrev og muslingebanker er faunaen rigere.

En spættet sæl soler sig på en sten i Øresund.

En spættet sæl soler sig på en sten i Øresund.

Havets dyreliv kan være plankton, der svæver frit i vandmassen, fx vandmænd og vandlopper, nekton, dvs. dyr der svømmer aktivt, fx marsvin, torsk, sild og rødspætte, samt bundfauna, som kan opdeles i in-fauna nede i bunden, fx hjertemusling og sandorm, og epi-fauna oven på bunden, fx blåmuslinger, krabber og søstjerner.

Endelig er der sæler og havfugle. Pga. kombinationen af lave kyster, lavt vand, strøm, saltholdighed og næringsrigdom er de danske farvande af enestående international betydning som raste- og overvintringssted for havfugle. Ikke mindre end 17 fuglearter optræder i danske farvande med over 20 % af den samlede arts, races eller afgrænsede populations individer i løbet af året. Også mange andre arter af trækkende vandfugle er afhængige af de danske farvande og kyster. Det gør regulering af jagt og færdsel til et væsentligt internationalt ansvar for Danmark.

Torsk er en af de almindeligste fisk i danske farvande.

Torsk er en af de almindeligste fisk i danske farvande.

Søer, vandløb, moser, klitter, heder og strandenge er hver for sig hjemsted for et karakteristisk dyre- og planteliv. De tre første er fra naturens side ret næringsrige og dermed også både produktive og artsrige. Men den store tilførsel af gødningsstoffer via vand og luft har generelt haft en negativ effekt på artsrigdommen i alle naturtyper. Især kan dette dokumenteres for vandløbenes vedkommende, hvor også flere århundreders etablering af spærringer i form af dæmninger og vandmøller har bevirket, at de fleste af vore vandrefisk i dag kræver særlige hensyn. Således er stør, majsild, stavsild og hvidfinnet ferskvandsulk forsvundet fra Danmark inden for de sidste hundrede år.

Fredning og naturbeskyttelse

Danmarks dyreliv er det tætbefolkede, industrialiserede samfunds dyreliv. Men en stadig mere udbygget naturforvaltning vokser frem, og naturhensyn søges indarbejdet i de enkelte samfundssektorer. Den stigende indsats, der gøres for at bedre forholdene for dyrelivet, er hårdt påkrævet. For visse arter kan fredning være det, der skal til, som fx for skarven, hvis bestand, efter at arten blev fredet i 1980, voksede fra 2000 til 37.000 par i 1994. For andre arter, fx klokkefrøen, er det genetablering af levesteder, der behøves.

For andre arter er det primære behov en mere generel ændring i "naturvenlig" retning af den måde, hvorpå produktionen foregår, og samfundet er indrettet. Dette gælder især for skovens og agerlandets dyreliv. Flere urørte skovpartier, flerårige afgrøder, græsningsarealer og andre ekstensivt udnyttede arealer vil have positiv betydning for faunaen, både den artsrige skovfauna og den individrige agerlandsfauna.

For alle dyrearter, som for naturen i øvrigt, gælder, at deres fortsatte tilstedeværelse og udbredelse i Danmark i altovervejende grad er i menneskets hænder. I det intensivt udnyttede land (og hav) er det dermed et samfundsmæssigt og politisk spørgsmål, hvor megen og hvilken natur vi vil have.

Flere faktorer forbedrede i 1990'erne forholdene for den danske fauna. Statens særlige bevillinger til naturforvaltning muliggjorde skovrejsning, naturgenopretning og pleje af naturen på 16.000 ha. Braklægning af 5-10 % af landbrugsjorden, som var resultat af den fælles landbrugspolitik inden for EU, betød færre pesticider i landbrugslandskabet og mere føde til de vilde fugle.

Stor hornugle.

Stor hornugle.

En række sjældne fugle er genindvandret til Danmark, fx vandrefalken, hvor et par i 2002 for første gang i 30-40 år fik unger i en rede på Møns Klint, havørnen, der i 2014 var oppe på 61 ynglende par, rød glente på en snes par og kongeørn med enkelte. Endvidere kan nævnes stor hornugle, der i 1980'erne vendte tilbage efter næsten 100 års fravær, skestork, den sorte stork og engsnarre. Til gengæld er urfuglen formentlig allerede uddød, og den hvide stork i færd med at uddø som dansk ynglefugl.

Grundige kortlægninger af udvalgte insektgruppers udbredelse, fx guldsmede, græshopper og svirrefluer, har afsløret en række nye arter, ligesom visse sjældne arter har vist sig at være mere udbredte end forventet. Odderen blev i 1995 med sikkerhed registreret på Sjælland, og under arbejdet med Dansk Pattedyratlas har man fx registreret bisamrotte som sandsynlig dansk art og fx muldvarp på Møn, hvorfra den ikke var kendt tidligere.

For en række dyrearter gælder det, at deres indvandring skyldes udsætning af opdrættede dyr, fx stor hornugle og vandrefalk i vore nabolande, eller at dyr undslipper fra fangenskab, fx bisamrotte. Ved Furesøen findes således en mindst ti år gammel koloni af sibiriske jordegern, og flere steder i landet kan man træffe forskellige arter af sumpskildpadder (som dog ikke kan opretholde en naturlig bestand). Da en flok undslupne vildsvin blev opdaget nær Blåvand, blev de hurtigt skudt væk af frygt for sygdomssmitte til tamsvin, mens en bestand i Lille Vildmose og Tofte Skov får lov at passe sig selv i det store reservat, som i 2001 blev opkøbt af Aage V. Jensens Fonde, og som i øvrigt også rummer det eneste danske kongeørnepar samt ynglende traner, endnu en art under spredning i Danmark. I 1999 blev der udsat 18 bævere i Klosterhede Plantage som et forsøg med genindførsel af større pattedyr til den danske natur, og bestanden er siden vokset og sætter sine tydelige spor i området.

Bæver.

Bæver.

I 2001 afsluttede Wilhjelmudvalget sit arbejde; det konkluderede, at naturens tilstand i Danmark på trods af eksempler som ovennævnte fremgange aldrig tidligere havde været så ringe. Dette skyldes en række forskellige faktorer, men den fortsatte industrialisering af landbrugsproduktionen giver dog anledning til de fleste problemer, selvom der på visse punkter nu tages større hensyn. Hvis Wilhjelmudvalgets anbefalinger følges, vil man på mellemlang sigt kunne forvente en forbedring for den danske dyreverden. Men i fremtiden venter andre problemer, fx den fortsatte forurening af omgivelserne med næringsstoffer i koncentrationer, der langt overstiger de naturlige tålegrænser. En anden er den omfattende forurening af grundvandet med pesticider og næringsstoffer. Når de når op til overfladen i vandløb og søer, vil det give problemer, over for hvilke der ikke i dag kan ses oplagte løsninger.

Læs mere om Danmark.