Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

viftevinger

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

viftevinger, Strepsiptera, orden af snyltende insekter med måske 700 beskrevne arter, mindst to i Danmark. De nyklækkede larver (op til 7000 pr. kuld) opsøger selv deres værter (oftest cikader, bier eller hvepse), hvori de tager ophold; de mister benene i senere larvestadier. De fuldtudviklede hunner (oftest 10 mm lange, men undertiden op til 30 mm) mangler ben, vinger, øjne og antenner og bliver siddende i værten med bagenden stikkende ud. De 2-6 mm lange hanner maser sig ud mellem værtens kropsled og flyver rundt i søgen efter hunner, godt hjulpet af antenner, store facetøjne og veludviklede bagvinger (forvingerne er omdannet til svingkøller). Normalt dræbes værten ikke, men den steriliseres ofte og kan ændre udseende (stylopiseres, efter viftevingeslægten Stylops).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen: viftevinger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180026