Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

knælere

Oprindelig forfatter Engh Seneste forfatter Redaktionen

Knæler. En knæler (Mantis religiosa).

Knæler. En knæler (Mantis religiosa).

knælere, Mantodea, orden af insekter med ca. 1800 kendte arter. Knælere findes mest i tropiske og subtropiske områder; nærmest Danmark forekommer de i Sydeuropa, hvor arten Mantis religiosa er den almindeligste. Knælere er nært beslægtede med kakerlakker og termitter og regnes ofte til samme orden (Dictyoptera) som kakerlakkerne. Knælere er fra 1 til 15 cm lange. Hovedet er trekantet med store sammensatte øjne og bidende munddele. Forbrystet er langt og slankt og bærer de tornbesatte, "knæbøjede" forben, som har givet knælerne navn på mange sprog (eng. praying mantis, ty. Gottesanbeterinnen). De fleste arter har to par vinger, men hos nogle arter er vingerne reducerede, især hos hunnen.

Knælernes jagttaktik er bagholdsangrebet: Når et bytte kommer inden for rækkevidde, gribes det lynhurtigt med forbenene og bliver ædt fra en ende af. Byttedyrene er langt overvejende andre insekter, men undertiden kan de større arter tage småkrybdyr, frøer eller endog fugleunger. I overensstemmelse med deres levevis er knælerne godt camouflerede: nogle ligner blade, andre ligner kviste, bark eller blomster. Camouflagen tjener også knælerne til beskyttelse mod større rovdyr, men kommer fx en fugl for tæt på, kan knæleren indtage en skræmmepositur, hvor stærke farver på forbenenes inderside vises frem.

I fangenskab har man ofte observeret, at hunnen æder hannen under parringen. Hun begynder gerne med hans hoved, og en hypotese fremsat i den forbindelse er, at når hannen har tabt hovedet, parrer han sig mere intenst end før. Denne form for kannibalisme forekommer dog sandsynligvis kun sjældent i naturen. Knælerne lægger 10-400 æg i skumagtige kapsler. De nyklækkede unger ligner små udgaver af de voksne. Fossilt kendes knælerne tilbage til Eocæn, bl.a. fra det baltiske rav.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Enghoff: knælere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107644