Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

næbmunde

Oprindelig forfatter NMA Seneste forfatter Redaktionen

Cikader. Stor skumcikade (Aphrophora alni).

Cikader. Stor skumcikade (Aphrophora alni).

næbmunde, Hemiptera, den største orden af insekter med ufuldstændig forvandling. Næbmunde omfatter mere end 80.000 arter udbredt over det meste af Jorden. I Danmark findes ca. 1300 arter.

Næbmunde har, som navnet antyder, en stikkende-sugende snabel. Denne består af en leddelt underlæbe, der omslutter to par trådfine stikbørster, de omdannede kindbakker og kæber. De to kæbebørster er falset sammen og danner normalt to længdegående rør, gennem hvilke insektets enzymholdige spyt ledes ud i fødeemnet, og den opløste føde suges op. Mange næbmunde kan ved deres sugen volde betydelig skade på planter.

Tæger. Skarntæge (Reduvius personatus) kaldes også støvtæge. Nymfen udskiller et klæbrigt stof, som får støv til at hænge fast, så den kommer til at ligne en omvandrende støvklump. Nymfen ses nederst th.

Tæger. Skarntæge (Reduvius personatus) kaldes også støvtæge. Nymfen udskiller et klæbrigt stof, som får støv til at hænge fast, så den kommer til at ligne en omvandrende støvklump. Nymfen ses nederst th.

Ordenen Hemiptera opdeles traditionelt i to underordner, Heteroptera og Homoptera. Heteroptera, der omfatter tæger, er utvivlsomt en naturlig (monofyletisk) gruppe. Dette gælder næppe Homoptera, der omfatter bladlopper, bladlus, mellus, skjoldlus og cikader. Nyere undersøgelser (af bl.a. DNA-sekvenser) tyder på, at nogle familier af cikader er nærmere beslægtet med Heteroptera end med de øvrige Homoptera. Dertil kommer Coleorrhyncha, en gruppe med 20 arter, hvis udbredelse er begrænset til Sydamerika, New Zealand og Australien; de kan ikke placeres i nogen af de to underordner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Møller Andersen: næbmunde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133783