Kravehajen er en besynderlig dybvandshaj, som er lokalt udbredt i de dybere dele af verdenshavene. Den er fanget et par gange i Skagerrak. Kravehajen tilhører familien Chlamydoselachidae, som også omfatter arten C. africana fra det sydøstlige Atlanterhav.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Chlamydoselachus anguineus
Den kan blive op til ca. 2 m lang. Tænderne er trefligede. På hver side af hovedet har den seks gællespalter. Navnet skyldes nogle kravelignende hudbræmmer mellem gællespalterne.
Kravehajen lever ved havbunden ned til ca. 1.200 m's dybde. Føden består af fisk og blæksprutter. Den er ovovivipar, og ungerne får ikke næring fra hunnen, men lever udelukkende af blommesækken. Formentlig går den drægtig i 1-2 år, før den føder sine 2-15 unger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.