Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ulke

Oprindelig forfatter JNie Seneste forfatter Redaktionen

Langtornet ulk

Langtornet ulk

ulke, Cottidae, familie af pigfinnefisk beslægtet med knurhaner; kendes på det store hoved med kraftige pigge og benkamme og den todelte rygfinne med pigge i forreste del. Med få undtagelser lever de på den nordlige halvkugle, både i salt- og ferskvand. De er alle bundfisk, der med deres spraglede farver er godt camouflerede. De fleste har indre befrugtning, og ægklumperne afsættes på bunden.

Følgende er almindelige i danske farvande: Almindelig ulk, Myoxocephalus scorpius, der i Danmark bliver ca. 20 cm mod 60 cm ved Grønland. Den lever fra ganske lavt vand til 200 m dybde. Den er kendt for sin "dumhed", idet samme eksemplar vil bide på krogen igen, lige efter at den er smidt ud. Langtornet ulk, Taurulus bubalis, har en meget lang pig på forgællelåget. I yngletiden er hannerne meget farvestrålende på bugen. Den bliver 15-20 cm.

Ulke. Alm. ulk.

Ulke. Alm. ulk.

De to danske ferskvandsulke er nu begge meget sjældne: almindelig ferskvandsulk, Cottus gobio, findes på Sjælland, og finnestribet ferskvandsulk, Cottus poecilopus, i Vestjylland.

Annonce

I Skagerrak kan der træffes nordlige arter som dværgulk, Micrenophrys lilljeborgi, knurulk, Triglops murrayi, tornulk, Icelus bicornis, og halvulk, Artediellus atlanticus. I Østersøen findes hornulken.

Panserulken, Agonus cataphractus, der ofte henføres til sin egen familie, lever i alle danske farvande. Den er karakteristisk ved, at skællene er omdannet til plader, og undersiden af det flade hoved er forsynet med mange små føletråde. Den bliver højst 20 cm.

Se videoklip: Ulke. © Lars Laursen

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Nielsen: ulke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176623