• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

barber

Oprindelig forfatter JNie Seneste forfatter Redaktionen

barber, slægter af ferskvandsfisk, der alle tilhører gruppen karpefisk. Barber udgør ikke en naturlig gruppe. De fleste er forsynet med tråde omkring munden, hvilket har givet gruppen navn; dog har fx kilepletbarben og andre Rasbora-arter ingen skægtråde. Som andre karpefisk lever barber af smådyr og plantedele; de store tager små fisk. I Mellem- og Sydeuropa findes fire arter. Heraf er barben eller flodbarben (Barbus barbus) kendt fra Frankrig til Sortehavet. Den kan veje op til 16 kg og har stor betydning både som sports- og spisefisk. De fleste barbearter findes i Afrika og Asien. Da mange arter er meget farvestrålende og ikke bliver ret store, er de populære akvariefisk. Slægterne Barbus, Puntius og Rasbora er overordentlig artsrige. I Indien findes nogle arter kaldet mahasirer, som med en længde på over 2 m er populære sportsfisk. Deres sidelinjeskæl kan blive så store som en håndflade. I nogle huler i Den Demokratiske Republik Congo lever en blind barbe, Caecobarbus geertsi, som er fredet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Nielsen: barber i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44015