Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ål

Oprindelige forfattere EHof og JFak Seneste forfatter Redaktionen

Ål. Europæisk ål.

Ål. Europæisk ål.

ål, medlemmerne af ålefamilien, Anguillidae, der omfatter 15 arter. Ål gyder i oceanet og opholder sig under opvæksten nær kysten i salt- og brakvand og i ferskvand.

Den europæiske ål

Den europæiske ål, Anguilla anguilla, kendes fra Hvidehavet i øst, langs alle europæiske kyster, også Island, De Britiske Øer, Middelhavet og Sortehavet og til Vestafrika mod syd. Den har som andre ål en bemærkelsesværdig livshistorie. Små ål, glasål, vandrer om foråret op i vandløb og floder. Efter en periode vender nogle tilbage til saltvand, mens andre fortsætter livet i søer og damme. Ålene er nu gulål, som tidligere blev anset for en selvstændig art. Ved kønsmodenhed, som indtræffer i 6-10-års-alderen, senest for hunner, forandres ålene: Øjnene bliver større, dyrene holder op med at æde, tarmkanalen reduceres, farven bliver sort eller sølvgrå, og ålen er blevet til blankål. Dyrene, hvoraf hunnerne er størst, 40-100 cm og en vægt på op til 3,5 kg, mens hanner er 30-50 cm, påbegynder nu deres gydevandring.

Ordet ål kommer af oldnordisk áll, af germ. *ēla-, af indoeuropæisk *ehl- 'stribe'.

Ålens livscyklus var omgærdet af megen mystik, indtil den første gang blev beskrevet af danskeren Johs. Schmidt. I perioden 1915-20 lokaliserede han på basis af et stort antal indfangninger ålelarvernes fordeling i Atlanterhavet. De mindste larver findes i Sargassohavet, og Schmidt konkluderede, at ålens gydeplads måtte være her.

Annonce

I forbindelse med Galathea 3s togt i 2006 blev ål mærket med satellitmærker, som registrerer lys, dybde og temperatur; disse viste bl.a., at ålene ikke tager den direkte rute: I stedet går turen mod Azorerne; syd for Azorerne starter de syd- og vestgående havstrømme væk fra Afrika med retning mod Sargasso. Det viste sig også, at ålene om dagen søger flere hundrede meter ned i vandet for om natten igen at komme op nær overfladen.

Fiskeri

Ål fiskes især med ruse, bundgarn og krog. Den var tidligere en meget værdifuld del af det danske fiskeri, da den indbragte en god pris, og fordi Danmark ligger godt placeret for fiskeriet af ål fra hele Østersøområdet. Fangsten er gået stærkt tilbage siden 1970'erne, bl.a. som følge af en kolossal nedgang i tilgangen af glasål fra Sargassohavet. Det har resulteret i, at alle EU-lande fra 2007 skal have en aktiv plan for bevaring af ålen.

Det er ikke længere tilladt at bruge ålejern, også kaldet lyster, til fangst af ål.

Det er ikke længere tilladt at bruge ålejern, også kaldet lyster, til fangst af ål.

Ål kan også fanges med håndredskaber som fx åleglib, et net spændt op på en ramme, som man skubber hen over havbunden, vadende på lavt vand, eller med de nu forbudte kaste- eller stødredskaber ålejern (eller lystre), hvormed man kan fastklemme eller spidde ål, ofte tiltrukket med kunstigt lys under natfiskeri. Åletatning er en populær lystfiskermetode, hvor man benytter en klump orm bundet sammen med en tråd.

Åleopdræt

Siden 1980'erne har opdræt af europæisk ål udviklet sig fra nogle spæde forsøg til ca. 50 danske anlæg med en produktion på ca. 1700 t om året, hvilket er mere end tre gange så meget som erhvervsfiskeriets årlige fangst i 2004. Et åleanlæg er et lukket ferskvandssystem, hvor vandet opvarmes, recirkuleres og løbende renses. Der begyndes med indfangede glasål, som regel fra Sydeuropa, og ålene sælges ved en vægt på 150 g (ca. 35 cm). Fodringen sker med tørpiller. I Østasien, især Kina, produceres store mængder af den lokale åleart i dambrug, og en stadig større del eksporteres til bl.a. Danmark.

Gastronomi

I Danmark er ål en eftertragtet og kostbar fisk med særegen karakter, let at tilberede stegt, kogt (fx i suppe), saltet og røget. Fra gammel tid hersker der dog en vis angst for ålen, bl.a. pga. dens slangeagtige udseende, og i nogle lande anses den for giftig. En række egnsretter som rulleål, sursød ålesuppe, ål i karry og ålebrød vidner om, at brugen af ål tidligere var af lokal karakter baseret på ålefiskeri til husbehov.

Se videoklip: © uvfoto/Lars Laursen

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hoffmann, Jørgen Fakstorp: ål i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185374