Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ernæringsmåder

Oprindelig forfatter CHun Seneste forfatter Redaktionen

Ernæringsmåder. I modsætning til de autotrofe planter, der selv danner organisk stof, er svampe heterotrofe og optager organiske stoffer fra andre organismer eller dødt organisk materiale. Her ses frugtlegemer (paddehatte) af porcelænshat (Oudemansiella mucida) på en gren. Frugtlegemerne er kun en del af den samlede organisme. Svampen er opbygget af hyfer, som er kæder af langstrakte celler. De forgrenede hyfer danner tilsammen et mycelium, der gennemvæver det substrat, svampen lever af.

Ernæringsmåder. I modsætning til de autotrofe planter, der selv danner organisk stof, er svampe heterotrofe og optager organiske stoffer fra andre organismer eller dødt organisk materiale. Her ses frugtlegemer (paddehatte) af porcelænshat (Oudemansiella mucida) på en gren. Frugtlegemerne er kun en del af den samlede organisme. Svampen er opbygget af hyfer, som er kæder af langstrakte celler. De forgrenede hyfer danner tilsammen et mycelium, der gennemvæver det substrat, svampen lever af.

ernæringsmåder, de mange forskellige måder, som levende organismer skaffer sig næring på. Der er to fundamentalt forskellige ernæringsmåder. Ved den ene, som findes hos planter og visse bakterier, kan organismerne danne energirigt organisk stof ud fra uorganiske stoffer. På denne måde producerer de selv deres føde, og man kalder dem derfor autotrofe. Den anden ernæringsform, der kaldes heterotrof, er afhængig af at udnytte det organiske stof, som autotrofe organismer danner. Hertil hører dyr, protister, svampe og mange bakterier. Den energi, som autotrofe organismer skal bruge til at danne organisk stof, henter fotoautotrofe planter og bakterier fra sollyset, mens kemoautotrofe bakterier henter energi ved at ilte uorganiske stoffer, fx ammonium og svovlbrinte. Planterne spiller en dominerende rolle som producenter af organisk stof, der ernærer de heterotrofe konsumenter. I økosystemernes græsningsfødekæder bliver planter ædt af herbivore dyr (planteædere, fytofager), som derefter er føde for carnivore dyr (rovdyr, zoofager). Mange dyr, bl.a. myrer og mennesker, er omnivore og lever af både planter og dyr.

De organiske stoffer i døde planter og dyr nedbrydes i naturen og ernærer dyr (detritusædere, saprofager), bakterier og svampe (saprofyter), som på denne måde danner nedbryderfødekæder. Et vigtigt led i nedbryderfødekæderne er dyrs ekskrementer, bl.a. kokasser, der giver næring til koprofager, fx fluelarver og skarnbasser. I nedbryderfødekæderne omdannes organiske forbindelser atter til uorganiske stoffer, som autotrofe planter og bakterier kan anvende til at danne nye organiske forbindelser.

Nogle planteædere er græssere, fx køer, der æder græs, og sommerfuglelarver, der æder blade og stængler. Andre, bl.a. bladlus, er sugere, der suger saft af planteceller. Nogle er skrabere, fx snegle, som rasper algeceller, der vokser på sten og planter. Mange krebsdyr og muslinger filtrerer mikroskopiske planktonalger fra vandet. Minerende dyr, bl.a. bille- og fluelarver, æder de indre, bløde og saftige dele af blade, mens fx termitter og træbukke ernærer sig af træers ved. Mange fugle æder frø og frugter, og bl.a. bier og kolibrier henter nektar i blomster.

Annonce

Rovdyr, fx løver, er aktive jægere, der kan gribe, bide og tygge deres bytte, mens fx slanger sluger byttet helt. Mange edderkopper har derimod en passiv jagtform; de venter på, at et insekt bliver fanget i deres klæbrige spind. Nogle dyr, fx gopler og koraldyr, lammer byttet med gift, inden de fortærer det. Bardehvaler sigter små krebsdyr fra vandet, når de svømmer gennem havet med åben mund, og fx igler og myg får næring ved at suge blod af andre dyr. Nogle kødædende planter, fx soldug og blærerod, kan supplere deres autotrofe ernæring ved at indfange insekter og andre smådyr i særlige blade.

Også snyltere (parasitter) ernærer sig af levende organismer. Ektoparasitter, fx fiskelus, opholder sig uden på værten, mens endoparasitter som bændelorme lever inde i værten; endoparasitter behøver hverken mund eller tarm, fordi de kan optage den opløste næring gennem deres overflade. Planter, fx skælrod, der vokser på rødder af træer og buske, kan også leve som snyltere; mistelten er halvsnylter, fordi den mest er fotoautotrof, men desuden kan hente næring ved at snylte på træer.

Mens parasitisme ikke er til værtens, men kun til snylterens fordel, er symbiose til gavn for begge samlivets parter. I fx laver (lichener) beskytter en svamp en alge mod at tørre ud og får til gengæld organiske stoffer fra algens fotosyntese. Mykorrhiza (svamperødder) er rødder af træer og buske omgivet af svampe, der sender hyfer ud i jordbunden. Her kan svampene hente bl.a. fosfat og nitrat til både deres egen og træets ernæring, mens træet afgiver organiske stoffer til svampen. Også drøvtyggere, fx okser og hjorte, lever i symbiotiske samliv; i vommen huser de bakterier og andre mikroorganismer, der kan omdanne cellulose, som drøvtyggerne ikke selv kan fordøje, til stoffer, som dyrene kan udnytte. En særpræget form for symbiose finder man hos bladskærermyrer, der dyrker svampe på blade, som dyrene indirekte får næring fra, når de æder svampene ("havebrug").

Hos mange dyr bliver føden fordøjet i en tarm eller inde i celler (fagocytter), fx i amøber. Hos andre dyr indledes fordøjelsen uden for organismen, fx sender søstjerner enzymholdigt sekret ud over byttet, så det bliver delvis fordøjet, inden det optages. Bakterier og andre mikroorganismer kan udskille exoenzymer og derved omdanne organiske forbindelser til stoffer, som cellerne kan anvende.

Det første led i naturens nedbryderfødekæder er normalt bakterier og andre mikroorganismer. Nekrofage dyr (ådselædere), fx gribbe og ådselbiller, lever af døde dyr, mens fx regnorme og bænkebidere får næring fra bl.a. nedfaldne blade, samtidig med at de sønderdeler bladene til mindre partikler (detritus). I hav og søer synker døde planktonalger som detritus ned mod bunden og kan derved blive føde for bl.a. muslinger og børsteorme. I søer ernærer larver af dansemyg sig som bundædere (eng. deposit feeders), idet de æder bundmaterialet og på denne måde får næring fra bl.a. detritus og bakterier. I havet har bl.a. sandorme, snegle og muslinger samme ernæringsform. Andre muslinger, fx blåmusling, lever som suspensions-ernærere (eng. suspension feeders), der vha. små fimrehår frembringer en vandstrøm gennem et gællefilter af slim, som opfanger vandets næringsrige detrituspartikler.

De fleste filtrerende og bundædende dyr er normalt kun i stand til at sortere deres føde efter størrelsen og ikke efter, om fødeemnet er dødt eller levende, plante eller dyr. Derfor kan det være vanskeligt at følge næringens vej gennem fødekæderne; i naturen er der mest tale om komplicerede fødenet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Hunding: ernæringsmåder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71984