• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dvale

Oprindelige forfattere KEHe og RR Seneste forfatter Redaktionen

dvale, hos dyr en længerevarende hviletilstand med stærkt reduceret stofskifte og nedsat legemstemperatur. Dvale indtræder ofte på bestemte årstider med resurseknaphed eller ugunstigt klima (kulde, tørke), og tilstanden er derfor en del af mange dyrs årsrytme. Den ægte dvaletilstand med reduceret kropstemperatur ned til 2 °C optræder hos ensvarme dyr, helt overvejende pattedyr. Her forekommer dvaletilstanden overvejende blandt de mindre dyrearter, fx kloakdyr, små pungdyr, flagermus og smågnavere. Bjørne og grævlinger kan gå i dvalelignende tilstande med sænkning af kropstemperaturen til 20-30 °C. Enkelte fuglearter kan overleve en sænkning af legemstemperaturen til 6 °C, men kun i nogle få timer.

Vekselvarme dyr som insekter, bløddyr, fisk, padder og krybdyr har næsten alle længere hvileperioder med temperatursænkning til under 0 °C, men flere forskere ønsker at begrænse anvendelsen af udtrykket dvale til de ensvarme pattedyr.

Dvale hos planter

Dvale er en adaptiv mekanisme, hvorved planter kan overleve ugunstige miljøforhold, og den er en normal del af plantens livscyklus. Frødvale kan vare fra nogle få dage til flere hundrede år; frø af lotusplanter fra Manchuriet har vist sig at være spiredygtige efter 2000 års dvale. Knopdvale udløses af korte dage og/eller lav temperatur. Overvintrende vækstpunkter beskyttes af knopper, som består af tykke knopskæl og hår. Samtidig øges cellernes sukkerindhold, hvorved frostskader undgås.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Erik Heller, Ranganatha Rajagopal: dvale i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67315