Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dværghan

Oprindelig forfatter JTHø Seneste forfatter Redaktionen

dværghan, meget lille han hos en dyreart. Hos dyr er hannen ofte større og kraftigere end hunnen, men det modsatte kan også være tilfældet. Fx er hannen hos mange edderkopper og hjuldyr væsentligt mindre end hunnen, men stadig et selvstændigt individ. I mere ekstreme tilfælde er dværghannerne permanent associeret en langt større hunlig eller hermafroditisk partner og ofte stærkt reducerede. Det kendes hos de fastsiddende rankefødder samt hos parasitiske isopoder og snegle, men også hos dybhavsfisk og echiurider. Hunnen opnår stor sikkerhed for, at æggene befrugtes, og hannerne opnår hurtigt kønsmodenhed og får i visse tilfælde både beskyttelse og næring hos de store hunner. I de mest ekstreme tilfælde integreres hannen helt i hunnens væv, hvorfor man længe anså disse former for at være hermafroditter (visse krebsdyr og snegle). Dværghanner blev første gang beskrevet af Charles Darwin hos rankefødderne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens T. Høeg: dværghan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67338