Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skovdød

Oprindelig forfatter JEmb Seneste forfatter Redaktionen

skovdød, massedød af træer. Træer kan blive skadet af enten biologiske (biotiske) eller ikke-biologiske (abiotiske) årsager. De biotiske skader kan fx skyldes angreb af svampe eller insekter. Abiotiske skader kan fx opstå som følge af ekstreme vejrforhold, ugunstige jordbundsforhold, skovbrand eller luftforurening.

Skader som følge af en enkelt årsag, fx et insektangreb, vil normalt være knyttet til én eller nogle få træarter i et begrænset geografisk område. Betegnelsen skovdød anvendes især, når det ikke er muligt at pege på en bestemt årsag til træernes død, dvs. hvor sygdomsbilledet er meget kompliceret, eller hvor skaderne opstår i et uforklarligt mønster.

Historisk udvikling

Skovdød er ikke et nyt fænomen; uforklarlig hendøen af træer er lige siden 1400-t. jævnlig blevet rapporteret fra forskellige dele af Europa. Symptomerne er som regel velbeskrevne, mens årsagen ofte er ukendt. For gran er der almindeligvis tale om nålemisfarvning (gule eller brune nåle), nåletab, vækststagnation, roddød og død (ofte af hele bevoksninger). For løvtræer er der normalt tale om uregelmæssigt udspring, tidligt løvfald, små, gule blade, toptørhed og død (som regel af enkelttræer).

Annonce

I 1980'erne fik begrebet fornyet aktualitet, da nåle- og løvtræer i relativt store områder, specielt i Centraleuropa, sygnede hen og døde. Tidligere havde man observeret lokale luftforureningsskader på skov i nærheden af store industrivirksomheder, fx i visse dale i Alperne, men i modsætning til tidligere opstod skaderne nu spredt over store geografiske områder, også fjernt fra forureningskilder. Luftforurening kom i centrum som en sandsynlig medvirkende årsag til symptomerne.

Forureningsbetingede årsager til skovdød

Svovldioxid og kvælstof kan skade træer dels direkte ved afsætning på bladene, hvilket bl.a. nedsætter fotosyntesen og øger transpirationen, dels indirekte i form af sur nedbør, der forsurer jordbunden, så næringsstoffer udvaskes og i visse tilfælde frigør giftige metaller, fx aluminium (se forsuring). Ozon, der er en stærk plantegift, optræder periodevis i skadelige koncentrationer i luften (se fotokemisk luftforurening). Luftforurening med kvælstofforbindelser kan også skade træer, selvom kvælstof er et plantenæringsstof. For store mængder kvælstof giver ubalance i jordens næringsstofpulje og skader træernes samspil med mykorrhiza-svampe.

Skovdød er dog sjældent resultatet af en enkelt påvirkning, men opstår ofte som følge af et kompliceret samspil mellem en række forskellige stressfaktorer, som i sidste ende sætter bevoksningens sundhed og stabilitet over styr. Man skelner mellem disponerende, udløsende og ledsagende stressfaktorer. Forkert behandling af bevoksningen eller dyrkning af træarter, der ikke er tilpasset den pågældende lokalitet, kan være eksempler på disponerende stressfaktorer. Klimaekstremer, fx frost, tørke og storm, primære skadevoldere, fx insekter og svampe, og luftforureningsekstremer, svovldioxid, kvælstof, ozon, salt mv., kan være eksempler på udløsende stressfaktorer. Sekundære skadevoldere, fx barkbiller og rådsvampe, der angriber allerede svækkede træer, er eksempler på ledsagende faktorer.

Langsigtede klimaændringer, naturlige såvel som menneskeskabte, udgør et særligt problem i relation til skovbrug grundet på træproduktionens lange tidshorisont; hvis klimaet ændres ud over de dyrkede træarters tilpasningsevne, kan klimaændringen virke som en disponerende stressfaktor.

Forholdsregler mod skovdød

Som forholdsregel mod skovdød kan man søge at opbygge stabile skove og skovøkosystemer med stor modstandskraft og regenerationsevne. Dyrkning af blandingsbevoksninger medfører fx en vis risikospredning, i tilfælde af at én eller flere træarter svækkes eller bortfalder. Dette skyldes bl.a., at træer af forskellig art, alder og størrelse normalt ikke er lige modtagelige over for en given skadevolder eller stressfaktor. Skovdød er derfor mest iøjnefaldende og dramatisk i skove eller bevoksninger, der naturligt eller pga. plantning domineres af kun én træart, fx nær naturlige skovgrænser eller i visse dyrkede skovbevoksninger.

Som følge af den konstaterede skovdød i store dele af Europa og en heftig debat om de mulige årsager blev der i 1987 etableret et fælles europæisk registreringssystem med en løbende overvågning af skovsundheden i et stort antal faste prøveflader i mange europæiske lande. Udvalgte træers nåle- og bladtab samt eventuelle misfarvning vurderes nu årlig efter et internationalt vedtaget klassificeringssystem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Emborg: skovdød i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160418