Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skovforskning

Oprindelig forfatter NEK Seneste forfatter Redaktionen

Skovforskning i Danmark foregår navnlig ved Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet. Forskningsfaciliteterne i Hørsholm ses her. Således er størstedelen af skov- og landskabsforskningen i Danmark samlet på ét sted.

Skovforskning i Danmark foregår navnlig ved Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet. Forskningsfaciliteterne i Hørsholm ses her. Således er størstedelen af skov- og landskabsforskningen i Danmark samlet på ét sted.

skovforskning, videnskabelige studier af skov og skovbrug. I Danmark finder skovforskning navnlig sted ved Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet. Skovforskningen og den højere skovbrugsuddannelse til forstkandidat (cand.silv.) blev flyttet til Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) i 1863 fra Den Polytekniske Læreanstalt. På både Det Biovidenskabelige Fakultet og FSL har forskningen rod i den traditionelle europæiske skovbrugsforskning, men er kombineret med et nutidigt sigte rettet mod et integreret og flersidigt syn på skov og landskab.

De grundlæggende formål for skovforskningen er, at skovene skal forvaltes med henblik på at forøge og forbedre træproduktionen og varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet. Skovforskning er et bredt forskningsfelt, hvor der bl.a. arbejdes med skovøkologi, skovdyrkning, forædlings- og driftsteknikker, miljøeffekter, energitræ, skovpolitik, -økonomi og -historie, friluftsliv samt skovbrug i ulande. Dansk skovforskning er navnlig kendt for undersøgelser baseret på ca. 500 langsigtede (10-200 år) forsøg, der foregår rundt i de danske skove.

Skovforskningen har lange traditioner for et tæt internationalt samarbejde. Dette finder navnlig sted gennem IUFRO (The International Union of Forestry Research Organizations), der har ca. 700 medlemsinstitutioner fordelt på ca. 100 lande med i alt ca. 15.000 forskere, EU-samarbejde og SamNordisk Skovforskning (SNS) under Nordisk Ministerråd. Se også skovbrugsuddannelser og Skovskolen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Elers Koch: skovforskning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160421