• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arboret

Oprindelige forfattere LSer og OEdum Seneste forfatter Redaktionen

arboret, samling af træer og evt. buske til bl.a. forstvidenskabeligt brug. Kendskab til træernes naturlige udbredelse, indsamlingssted og systematik danner grundlaget for videre studier.

Interessen for at opbygge større arboreter opstod i Europa i 1700-t. med opdagelsen af andre verdensdeles langt rigere træflora. Berømte er fx Les Barres i Frankrig, Kew Gardens i England og Arnold i Boston, USA.

Ordet arboret kommer af latin arboretum 'sted med træer', af arbor 'træ' og suffikset -etum.

Danmarks nationalarboret, Arboretet i Hørsholm, blev oprettet i 1936 under Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (nu Københavns Universitet). De 25 ha var en udvidelse af den 100 år ældre Forstbotanisk Have (4 ha) i Charlottenlund. I Arboretet i Hørsholm er hovedvægten lagt på planter fra naturlige bevoksninger (ca. 2000 arter), på forskning i arternes geografi, variation, genetik, evolution og taksonomi samt på forædling af økonomisk vigtige træarter.

Annonce

Arboretet i Hørsholm

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Serritslev, Søren Ødum: arboret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39758