Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skov - skovbrugsredskaber og -maskiner

Oprindelig forfatter FThe Seneste forfatter Redaktionen

Skov. Skovningsmaskine i færd med at fælde, afgrene og afkorte et grantræ. Tyndingshugster og slutafdrift i nåletræ kan udføres mekaniseret, undtagen når det gælder meget store træer. Skovningsmaskinen består af en terrængående basismaskine med en skovningsprocessor (fælder/oparbejder) monteret på en kranarm. Ved renafdrift af grantræer på ca. 30 cm i brysthøjdediameter kan en skovningsmaskine fælde, afgrene og oparbejde ca. 60 træer/time. Til sammenligning kan en skovarbejder klare ca. 6 træer/time.

Skov. Skovningsmaskine i færd med at fælde, afgrene og afkorte et grantræ. Tyndingshugster og slutafdrift i nåletræ kan udføres mekaniseret, undtagen når det gælder meget store træer. Skovningsmaskinen består af en terrængående basismaskine med en skovningsprocessor (fælder/oparbejder) monteret på en kranarm. Ved renafdrift af grantræer på ca. 30 cm i brysthøjdediameter kan en skovningsmaskine fælde, afgrene og oparbejde ca. 60 træer/time. Til sammenligning kan en skovarbejder klare ca. 6 træer/time.

Tidligere anvendtes i skovbruget en række håndredskaber som økse og skovsav samt hestetrukne redskaber. I dag er de mest anvendte redskaber ved skovning motorsav, fældejern, skovhammer og kiler. Til markering (udvisning) af træer i forbindelse med tynding anvendes en ridsekniv eller farvespray. Ved opmåling anvendes en klup. I forbindelse med sammenlægning af skoveffekter anvendes ofte en løftekrog eller bæresaks.

Plantning udføres primært med spade, men også plantehakker, plantebor og planterør anvendes. Kratrydder, udrensningsøkse og le anvendes i forbindelse med pleje af kulturer og bevoksninger.

I pyntegrøntproduktionen anvendes til klippegrønt håndsakse med knivskær og pneumatisk klippeudstyr. Juletræer fældes som oftest med motorsav, hvorefter de manuelt pakkes i net vha. en nettragt eller automatisk vha. en netmaskine.

Annonce

I slutningen af 1970'erne introduceredes mekaniseringen for alvor i skovbruget; specielt mht. nåletræshugsten. I begyndelsen var der tale om delmekaniserede systemer, hvor kun afkvistnings- og afkortningsoperationen var mekaniseret vha. afkvistere og afkortere. Senere blev også fældeoperationen mekaniseret med fælde- og oparbejdningsmaskiner. Siden ca. 2000 er næsten hele nåletræshugsten (90%) oparbejdet med mekaniserede skovningssystemer i form af terrængående basismaskiner monteret med fældere/oparbejdere, også benævnt skovningsprocessorer, ophængt i kraner med en rækkevidde på 6-10 m. En del af nåletræshugsten oparbejdes til træflis, hvor træerne først fældes med en fælde-bunkelægger og derefter flishugges med en terrængående flishugger. De store løvtræer fældes fortsat med motorsav, hvorimod en del af tyndingshugsten i yngre løvtræsbevoksninger foretages med skovningsprocessorer.

Transporten skete indtil 1950'erne primært med hest. Den blev derefter overtaget af jordbrugstraktorer med en speciel skovudrustning: kævlebue med udslæbningssaks, spil eller hydraulisk udslæbningstang. I dag anvendes spil og hydraulisk udslæbningstang kun til udslæbning af kævler og langtømmer. Ved transport af afkortede effekter anvendes jordbrugstraktorer med en skovvogn forsynet med en hydraulisk kran eller specielle udkørselstraktorer. Sidstnævnte er en videreudvikling af jordbrugstraktoren med vogn og kran, idet traktor og vogn i princippet er bygget sammen med en vridmidje.

I mekaniseringen af kulturarbejdet anvendes plantemaskiner og forskellige jordbearbejdningsredskaber til mekanisk renholdelse samt kratryddere eller kraftige grenknusere.

Læs mere om skov.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frans Theilby: skov - skovbrugsredskaber og -maskiner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160395