Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skov (Politik og lovgivning - Skovpolitik i EU)

Oprindelig forfatter FHel Seneste forfatter Redaktionen

Der er et samarbejde, men endnu ingen direkte fælles skovpolitik i EU, da landene i skovpolitisk henseende er meget forskellige. Der er skovrige lande som især Finland og Sverige, men også Frankrig, Tyskland, Spanien og Østrig. Og der er skovfattige lande som Danmark, Holland, Irland og Storbritannien. Skovresurserne er forskellige og spænder fra Italiens makiskov over Frankrigs løvskov til Sveriges nåleskov, og fx indførte Storbritannien først en skovpolitik efter 1. Verdenskrig. Skovene har også forskellig betydning for EU-medlemslandene; træ er et dominerende råstof i finsk udenrigshandel, mens skoven i Middelhavsområdet har stor betydning som værn mod jorderosion.

I 1964 blev det muligt at føre fælles skovpolitik på landbrugsejendomme, fordi skov på kombinerede brug kunne bidrage til forbedring af driftens lønsomhed. Skovbrug blev altså ikke betragtet som en sektor for sig, men som en del af landbruget. Der blev i de følgende år taget initiativer til en fælles skovpolitik, men modstanden var fortsat for stor. Den kom især fra Tyskland, Storbritannien og Danmark og blev begrundet med frygt for en økonomisk belastning på linje med den, der fandtes på landbrugsområdet. Resultatet var, at skovpolitik i EU indgik som en del af især landbrugs- og miljøpolitikken. Med vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt i 1987 blev der afsat så store midler til omlægning af landbrugsstøtten og til miljøforbedring, at muligheden for at føre skovpolitik reelt blev stærkt forbedret. I 1989 vedtog EU et handlingsprogram, "Skovpakken", hvis hovedområder var 1) beskyttelse af skovene mod luftforurening og brand, 2) tilskud til skovplantning på landbrugsjord, 3) fremme af skovenes rolle for landdistrikters udvikling og 4) oprettelse af en stående skovbrugskomité. Der var ikke tale om nye aktiviteter, men om en mere effektiv indsats. Frankrig, Italien og Grækenland havde allerede fået finansieret rene skovbrugsinitiativer, en særlig indsats for skovbruget i Middelhavsegnene var iværksat, og Irland udnyttede mulighederne for tilskud til skovbrug inden for landbrugspolitikkens rammer. Danmark modtog tilskud fra EU, især til statslig og privat skovtilplantning og til forbedring af private skove.

Medlemslandenes skovbrugskredse fandt det uheldigt, at skovpolitik i EU blev betragtet som et middel til fremme af landbrugs-, miljø-, egnsudviklings- og industripolitik. Indsatsen rettes altså ikke direkte mod skovbrugsområdet, og der er næppe udsigt til nogen egentlig fælles skovpolitik i EU-regi. Men der er en interesse for større samarbejde inden for områder, hvor der er betydelige fordele også på tværs af landegrænserne, fx i forbindelse med skovsvækkelse pga. luftforurening; områder, hvor medlemslandenes skovpolitik fører til konkurrenceforvridning; samt områder, hvor skovbruget indgår som et middel for at forbedre landbrugspolitikken. Med en stigende interesse for bl.a. skovbrugets produkter blev der i slutningen af 1990'erne skabt grundlag for en mere koordineret skovpolitik på EU-niveau.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Helles: skov (Politik og lovgivning - Skovpolitik i EU) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160397