Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skov - politik og lovgivning

Oprindelig forfatter FHel Seneste forfatter Redaktionen

Skovpolitikken afbalancerer samfundets behov for skovbrugets ydelser med skovbrugserhvervets økonomiske og økologiske vilkår og med den øvrige sektorpolitik. Skovdyrkning har en tidshorisont, som er længere end skovejerens levetid, og derfor må samfundet ofte sikre hensynet til produktionstiden gennem lovgivning.

En nøje defineret skovpolitik har til opgave at sikre skovbrugets flersidige produktion og gennem lovgivning tilgodese både økonomiske og økologiske interesser samt opfylde befolkningens behov for rekreative skovområder. Danmark har en lang tradition for at føre en bevidst skovpolitik. En skelsættende begivenhed var udstedelsen af skovforordningen i 1805, da skovarealet med 2-3% var det laveste nogensinde. Skovforordningen fastlagde regler for, hvordan skoven måtte udnyttes (se fredskov). På det tidspunkt forekom det i international sammenhæng revolutionerende, at de private skovejeres dispositionsret blev indskrænket. Men samfundet så det som sin opgave at sikre, at også de private skove fortsat kunne producere træ, og derfor blev der bl.a. sat rammer for hugsten, etablering af ny bevoksning efter hugst blev påbudt, og skovgræsning blev forbudt.

I de følgende 150 år prægede skovpolitik især tilplantning af magre jorde i Jylland. Formålet var ikke blot produktion af træ, men også værn mod sandflugt. De private jordejere blev inddraget i forøgelsen af skovarealet; navnlig fra 1880'erne kunne de få statstilskud til skovplantning. I 1888 stiftede de større private skovejere Dansk Skovforening. Hedeselskabet var stiftet 22 år tidligere og fik en betydningsfuld rolle i skovtilplantningen. I 1904 stiftedes den første forening af små skovejere (se De Danske Skovdyrkerforeninger).

Annonce

Skovloven af 1935 videreførte i det væsentlige 1805-forordningen. Hovedvægten lå stadig på sikring af skovarealet og på produktion af træ, men der var en begyndende interesse for, at der også skulle tages hensyn til naturværdier. Fra 1960 vandt begrebet flersidig skovdrift indpas i de fleste industrialiserede landes skovpolitik. Det indebar, at skovene ikke blot skulle producere træ og andre salgbare goder, men også levere ikke-salgbare goder. Denne nyorientering af skovpolitikken var fremkaldt af stigende velstand, mere fritid og større interesse for naturværdier. Skove i offentligt eje var allerede åbne for befolkningens friluftsaktiviteter. I de private skove blev offentlighedens adgang først en lovfæstet ret i 1969. I 1970'erne voksede en "grøn bølge" frem også i Danmark. Folk blev mere bevidste om miljøspørgsmål, og interessegrupper begyndte for alvor at søge indflydelse på driften af især de statslige skove. I 1995 blev der nedsat 33 brugerråd i de 25 statsskovdistrikter. De bliver inddraget i diskussioner og høringer om skovenes drift. Desuden afholdes der årlige offentlige møder i statsskovdistrikterne, hvor alle interesserede kan deltage.

Fra midten af 1980'erne fik skovbruget stor politisk bevågenhed. Der blev på få år udarbejdet en række betænkninger og udredninger om skovbrugets fremtid. I 1987 blev Skovstyrelsen og Fredningsstyrelsen samlet i Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet, og i 1994 blev det private skovbrug overført fra Landbrugsministeriet til Skov- og Naturstyrelsen. Dermed blev der skabt en centraladministration, som omfatter hele skovbruget, og som har mulighed for at integrere skovenes produktions- og miljømæssige rolle i en større sammenhæng. Skov- og Naturstyrelsen blev pr. 1.2011 lagt sammen med By- og Landskabsstyrelsen til Naturstyrelsen.

Skovloven af 1989 anfører, at skovdriften skal være flersidig, dvs. sikre skovbrugets mange forskellige ydelser. Loven tog højde for den udvikling, der var sket i samfundets ønsker til skovbrugene. Den centrale administrations rolle over for det ikke-statslige skovbrug ændredes fra at være overvejende kontrollerende til i højere grad at være vejledende. Det blev endvidere muligt for private skovejere at få tilskud til fremme af de miljømæssige ydelser i bred forstand. I offentligt ejede skove er der en særlig forpligtelse mht. disse ydelser. Begrebet "bæredygtig" har også fået betydning for skovpolitikken: Den flersidige skovdrift skal være bæredygtig, dvs. tage hensyn til økologiske, økonomiske og sociale forhold. I 1996 blev Skovloven revideret, bl.a. for at leve op til internationale bestræbelser for bæredygtighed: Produktionshensynet er stadig det vigtigste, men der er lagt større vægt på skovenes miljømæssige værdier. Bl.a. pålægges det statsskovene som led i beskyttelsen af drikkevandsresursen at søge at ophøre med at bruge kemiske bekæmpelsesmidler fra 2003. Ved revisionen af Skovloven i 2004 lægges der i endnu højere grad vægt på naturhensyn, bl.a. ved beskyttelse af særligt værdifuld skov og øgede muligheder for at give plads til heder, enge og andre lysåbne naturarealer (se Skovloven).

Læs mere om skov.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Helles: skov - politik og lovgivning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160396