Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vegetation

Oprindelige forfattere ABa og CHun Seneste forfatter Redaktionen

vegetation, (af lat. vegetatio 'oplivning', gen. vegetationis, afledn. af vegere 'bevæge, oplive'), plantedækket som en landskabsmæssig og geografisk variabel på lige fod med klima, jordbund, dyreliv og menneskelig påvirkning. Den beslægtede term plantesamfund anvendes ofte som synonym. I sin snævre betydning udgør plantesamfund imidlertid den konkrete pendant til det abstrakte vegetationsbegreb. Hvor en vegetationstype benævnt fx eng er en abstraktion skabt af forskeren, er plantesamfundet den reelt eksisterende kombination af planter, der vokser på en ganske bestemt eng.

Videnskabelige discipliner som vegetationsøkologi og plantegeografi bygger på en opdeling af vegetation i en række typer eller enheder, ofte arrangeret i et hierarki, som afspejler rumlige niveauer. Vegetationsbeskrivelsen afpasses dels efter den breddegrad, forskeren arbejder på, dels efter forskningens formål.

Vegetationszonering

Ved vegetationszonering inddeles vegetation i zoner på forskellige rumlige skalaer. Inddelingen sker på baggrund af vegetationens artsmæssige og strukturelle sammensætning, der ændrer sig mere eller mindre gradvist fra et punkt på jordoverfladen til et andet. Regionalt, fx i Danmark, er det klimatiske, geologiske og geomorfologiske fænomener samt ikke mindst menneskets påvirkning af vegetationen, der er bestemmende for inddelingen. På denne skala kan også plantegeografisk historie være vigtig for forståelse af vegetationens zonering. I Skandinavien kan dele af udbredelsen af de zonedannende træarter skovfyr og rødgran således forklares ud fra deres indvandringshistorie efter sidste istid. I den anden ende af den rumlige skala, fx inden for en enkelt prøveflade udlagt i en skovlysning, bestemmes zoneringen ofte af dynamikken i vegetationen. På en så detaljeret skala må vegetationen opfattes som en mosaik af regenerationsfaser efter jævnlige, men kaotisk forekommende forstyrrelser i form af træfald og nedstyrtende grene. I visse økosystemer, fx søer og heder, ser man ofte et forløb, hvor den ene vegetationstype gradvist afløser den anden. Her afspejler vegetationszoneringen tilgroningsfaser, altså en tidsmæssig serie eller succession. Se også plantegeografi.

Annonce

Metoder. De underliggende gradienter, der bestemmer vegetationens zonering, har ofte en kompleks karakter, som kan gøre det svært at fortolke årsagssammenhænge. Vegetationsøkologer har udviklet statistiske metoder til at beskrive variationen i artssammensætning imellem en række prøveflader. Målet kan være at undersøge, hvorledes planternes fordeling forholder sig til målbare økologiske variable såsom substratets næringsstatus, vandindhold og surhedsgrad (pH). Den ofte store del af variationen mellem plantesamfund, man ikke kan afdække på denne vis, skyldes tilfældige begivenheder eller komplicerede interaktioner både mellem planterne indbyrdes i form af konkurrence, symbiose, parasitisme eller allelopati og mellem planterne og deres omgivelser, fx bestøvere og planteædere.

Ved vegetationsanalyse undersøges typisk den horisontale udbredelse af plantevæksten i et bestemt område, fx en strandeng. Ved undersøgelsen opgøres den relative hyppighed af de enkelte plantearter, fx som den andel af arealet, de dækker (dækningsgrad). For at fastlægge sammenhængen mellem planternes forekomst og miljøforholdene på voksestedet måler man fx eksponeringen for sol og vind samt jordbundsforholdene, bl.a. indholdet af ler- og sandpartikler, næringsioner samt fugtighed og surhedsgrad (pH).

I skove kan man analysere vegetationen af træer med en stammediameter på over 10 cm inden for arealer på fx 100 m×100 m. En dansk blandet løvskov rummer sjældent mere end 10 træarter pr. ha, mens der kan være over 200 forskellige arter i en tropisk regnskov. For urte- og mosvegetation analyseres mindre arealer, fx kvadrater eller cirkler på 1 m2 eller 0,1 m2 efter bl.a. C. Raunkiærs cirklingsmetode. I overgangsområder (økotoner) som fx fra strand til strandeng lægges cirklerne ofte med et fast interval langs en linje (transekt) vinkelret på kysten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Barfod, Carsten Hunding: vegetation i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178894