Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

steppe

Oprindelig forfatter IbFri Seneste forfatter Redaktionen

Steppe i  Senegal.

Steppe i Senegal.

steppe, helt eller næsten træløs vegetationstype domineret af græsser, urter eller lave buske. Steppeagtig vegetation findes mange steder i verden, hvor nedbør og andre økologiske faktorer begrænser vækstperioden.

Begrebet steppe er ikke skarpt defineret. Nogle medregner steppeagtig vegetation i troperne, prærie i Nordamerika, pampas i Sydamerika og lignende vegetation i Australien, andre indskrænker definitionen til tør, træløs vegetation i Nordamerika, Europa og Asien, hvor årsnedbøren er 300-750 mm (se også busksteppe og græssteppe).

Ordet steppe kommer via tysk fra russisk step, af uvis opr.

Det største af disse steppeområder strækker sig fra Ungarn til Manchuriet. Mod vest findes en mosaik af skov og steppe (se skovsteppe), mod SØ bynke- og saltstepper, der grænser mod Centralasiens ørkenområder. Den naturlige steppevegetation består her især af flerårige, tueformede græsser, bl.a. slægterne svingel (Festuca) og fjergræs (Stipa), men store steppeområder er nu inddraget til kornavl. På denne steppe fandtes tidligere store flokke af græssende vilde dyr, bl.a. vildhest, saigaantilope og kamel. Steppen har været hjemsted for nomadekulturer, der har benyttet hesten som husdyr (se også nomader).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Friis: steppe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164793