Plantebælter. De tropiske lavlandsskove findes i et bælte op til 15° nord og syd for ækvator i områder med høj temperatur og nedbør, der er fordelt på hele året. Subtropiske regnskove og bjergregnskove findes i tropernes randområder eller i tropiske bjerge. Omkring vendekredsene og især nord for Krebsens vendekreds findes en markant zone med busk- og græssteppe eller ørken. I de tempererede egne findes på de lavere breddegrader et bælte domineret af nåleskov. Ved breddegrader over 60-70° afløses det af arktisk vegetation og isdækket land. Kortet viser også de vigtigste florariger: Holarktis (de tempererede og kolde områder på den nordlige halvkugle), Neotropis (de tropiske områder i Syd- og Mellemamerika), Palæotropis (den gamle verdens troper), Australis (Australien og Tasmanien), Capensis (Kaplandet i SV-Afrika) og Antarktis (det antarktiske kontinent, de subantarktiske øer og sydspidsen af Sydamerika). Den holarktiske flora er forholdsvis ensartet, mens de tropiske floraer generelt er artsrigere og har en større grad af regional opdeling.

.
.

Plantebælter er regelmæssige zoner, der oftest strækker sig over kontinenterne i øst-vestlig retning. De er karakteriseret ved en ret ensartet vegetation.

Plantebælternes form og udstrækning er nært knyttet til Jordens klimazoner, der dannes på grund af Jordens rotation og jordaksens hældning. Men også fordelingen af land og hav, kolde og varme havstrømme og bjergkæder har stor indflydelse på klima- og plantebælternes nøjagtige beliggenhed. Disse modererende faktorer kan bevirke, at plantebælterne undertiden løber i andre retninger end øst-vest.

I bjergegne findes ved stigende højder over havet en vegetationszonering, der minder meget om de plantebælter, der er udviklet pga. temperaturstigningen fra polerne til ækvator. Der er ofte, men ikke altid sammenfald mellem plantebælter og florariger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig