Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

capensiske florarige

Oprindelig forfatter AStr Seneste forfatter Redaktionen

capensiske florarige, kap-florariget, det mindste af de seks florariger, der traditionelt benyttes i plantegeografien; omfatter ca. 90.000 km2 i den sydvestlige del af Kapprovinsen i Sydafrika. Området har middelhavsklima med vinterregn og varme, tørre somre. Floraen er meget artsrig med ca. 8600 arter af karplanter, og der er en stor hyppighed af endemiske arter, slægter og endog familier. Den vigtigste vegetationstype er fynbos (afrikaans 'små buske'), der domineres af meterhøje, stedsegrønne buske med små, hårde blade, og som kan sammenlignes med Middelhavsområdets maki eller garigue.

Typiske familier er Proteaceae og Restionaceae, som begge også findes i Australien. Klokkelyngslægten, Erica, har mere end 500 arter i området, andre artsrige slægter er fx pelargonie og ærteblomstslægten Aspalathus; den sidste med ca. 240 arter. Mod nord afgrænses florariget skarpt af tørre områder, karroo, som domineres af bladsukkulenter; i øst går det gradvis over i områder med sommerregn.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid: capensiske florarige i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54205