Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finland - planteliv

Oprindelig forfatter AStr Seneste forfatter BlochP

Størstedelen af Finland ligger inden for den boreale nåleskovszone. Skovene domineres af rødgran og skovfyr, men har ofte et islæt af birk, el, almindelig røn og seljepil. I skovene findes ofte en rig undervegetation af dværgbuske som fx lyng, blåbær, tyttebær samt i fugtigere områder mosepost. I Nordfinlands tundraområder vokser dværgbirk, krybende arter af pil og halvgræsser. Varmekrævende løvfældende træarter som fx eg og ask findes kun i de sydligste og sydvestligste dele af landet, hvor floraen også har den største artsrigdom.

Oprindelig var ca. 1/3 af landet dækket af kær og moser, men disse er nu i stor udstrækning drænet, især i det sydlige Finland. I sivbælterne langs søerne vokser tagrør, dyndpadderok og forskellige arter af star.

Finlands vegetation har mange lighedspunkter med Nordsveriges, men omfatter en mindre gruppe af østlige arter, som mangler eller er sjældne i det øvrige Norden, fx russerbregne, Diplazium sibiricum, og læderløv, Chamaedaphne calyculata, en art i lyngfamilien. I alt kendes fra Finland ca. 1500 lavarter, 600 bladmosarter samt 1350 arter af karplanter.

Annonce

Læs mere om Finland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid: Finland - planteliv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76125