Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Brasilien - planteliv

Oprindelige forfattere AStr og CKaa Seneste forfatter Redaktionen

Regnskov i Brasilien.

Regnskov i Brasilien.

I de højtliggende områder mod nord forekommer tropisk savanne, campos, med græsser og lave træer; en vegetationstype, som også findes i Venezuela og Guyana. Størstedelen af Amazonasområdet er dækket af frodig, tropisk regnskov med mange arter fra bl.a. palmefamilien, bananfamilien og bælgplantefamilien Chrysobalanaceae, deriblandt Chrysobalanus. Mange planter lever som lianer eller epifytter; blandt de sidstnævnte især bregner og arter i ananas- og orkidéfamilien. Løvfældende træer forekommer i de tørrere østlige dele af Amazonas. I stillestående og langsomtflydende vand findes bl.a. arter af slægten Victoria, "kæmpeåkande".

I Nordøstbrasiliens tørre områder dominerer græsser, kaktus, tornede buske og lavere træer, ofte med opsvulmede stammer. Syd for Amazonasområdet domineres det indre højland af campos og åben, løvfældende skov, og i delstaten Paraná findes rester af store skove af det særprægede nåletræ Araucaria brasiliana.

I 1999 gennemførtes en lov, som for første gang lægger skovrydninger og miljøforurening ind under straffeloven. Det skete bl.a. med den hensigt at bremse rydningen af regnskovene i Amazonas. Alligevel fører vejbyggeri gennem junglen og tilflytningen af hundreder af især udenlandske savværker til regionen til en stadig hastigere rydning af regnskovene.

Annonce

Læs mere om Brasilien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, Christian Kaarsberg: Brasilien - planteliv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50615