Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dyregeografi

Oprindelig forfatter Engh Seneste forfatter Redaktionen

dyregeografi, zoogeografi, videnskaben om dyrs geografiske udbredelse. Den nutidige udbredelse af dyrearter er et resultat af økologiske og historiske faktorer i samspil med de forskellige arters spredningsevne. De generelle teorier og metoder, der anvendes i dyregeografien, har også gyldighed for plantegeografi og behandles under biogeografi og øbiogeografi.

På landjorden er de økologiske faktorer, der kan være bestemmende for udbredelsen, klima, jordbund, vegetationstype og andre arter af dyr og planter. Fx er mange vekselvarme dyrs udbredelse begrænset af sommertemperaturen; myreløver findes kun på finkornet sandbund, spætter kun hvor der er træer (eller store kaktus), og parasitter kun hvor deres værtsplante eller værtsdyr lever. Arter, der ikke kan flyve (enten selv eller som passager på andre dyr), svømme eller flyde, kan kun have krydset en barriere som fx en havstrækning, hvis der tidligere har været landforbindelse. Mange dyregruppers udbredelse på den sydlige halvkugle afspejler, at de sydlige kontinenter for ca. 180 mio. år siden var samlede i et superkontinent, Gondwana (se kontinentaldrift).

Også dyrenes egen evolutionshistorie er afgørende for deres udbredelse. Fx kan nutidige efterkommere af en nu uddød art, som kun fandtes i Gondwana, forventes at forekomme på New Zealand, i Australien, i Sydamerika osv., uden at man behøver at postulere langdistancespredning.

Annonce

I områder, der kun har været beboelige i relativt kort tid, er faunaen præget af arter, der er indvandret — der har ikke været tid til, at endemiske arter, slægter osv. har kunnet opstå. Det gælder fx store dele af Nordeuropa inkl. Danmark, hvor faunaen stort set må være indvandret efter afslutningen af sidste istid for ca. 13.000 år siden. Ved at sammenligne totaludbredelser for dyrearter, der findes i sådanne nykoloniserede områder, kan man opdele faunaen i forskellige elementer. For Danmarks vedkommende er hovedparten af dyrene mediterrane elementer, dvs. de antages at have overlevet sidste istid i et refugium i Middelhavsområdet. Refugiet kan enten have omfattet hele Middelhavsområdet (holomediterrane elementer, fx rødhals og vejrandøje), kun den vestlige del (atlantomediterrane elementer, fx vildkanin og sortkrage) eller kun den østlige del (pontomediterrane elementer, fx hasselmus). En mindre del af vores fauna antages at være indvandret fra østasiatiske refugier. Som eksempel på sådanne sibiriske faunaelementer kan nævnes svaleklire og vindrossel.

Havet er den væsentligste spredningsbarriere for land- og ferskvandsdyr, men også søer, floder, bjergkæder og områder med ugunstigt klima og/eller ugunstig vegetation kan forhindre spredningen. En zoogeografisk barriere er et relativt begreb: Jo dårligere en art er til at spredes, jo flere barrierer vil der være for den. Et smalt sund kan være en uovervindelig spredningsbarriere for ferskvandsfisk og tusindben, men er ikke noget problem for fugle, fluer og edderkopper. Dyr, der ikke aktivt kan spredes ved at flyve, svømme eller gå, kan imidlertid ofte spredes passivt. Hos mange dyr er der særlige stadier, der er specielt tilpassede til spredning: Voksne vingede insekter kan flyve, mens larvestadierne er stedbundne. Hos bladlus er de fleste generationer vingeløse, men de få vingede generationer sørger for spredningen.

En særlig form for passiv spredning er spredning forårsaget af mennesker, antropokor spredning. Til alle tider har mennesket frivilligt indført eller ufrivilligt indslæbt dyr til områder, hvor de ikke tidligere fandtes. I Danmark har vi fx fasanen som indført og den brune rotte som indslæbt dyreart. Andre steder, fx i Nordamerika og New Zealand, er indførte eller indslæbte arter langt mere dominerende og skaber store problemer for den oprindelige fauna.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Enghoff: dyregeografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67497