Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Australien - dyreliv

Oprindelig forfatter Engh Seneste forfatter Bodil Hammer

Rød kæmpekænguru (Macropus rufus) på spring gennem den australske outback. Det er den største af alle kænguruer.

Rød kæmpekænguru (Macropus rufus) på spring gennem den australske outback. Det er den største af alle kænguruer.

Af alle verdensdele har Australien det mest særegne dyreliv. Der er dog fællestræk med især Sydøstasien (den orientalske region), og visse grupper af bl.a. australske insekter har deres nærmeste slægtninge i Sydafrika eller det sydlige Sydamerika. Sammen med Ny Guinea og andre omliggende øer udgør Australien den australske region i zoogeografien.

Australiens pattedyrfauna er speciel ved pungdyrenes absolutte dominans. Pungdyr findes ud over i Australien kun på de amerikanske kontinenter. De ca. 170 arter af australske pungdyr viser paralleller til den formrigdom, som de placentale pattedyr udviser i andre verdensdele (hos placentale pattedyr får fostret næring via en moderkage, placenta). Fx udfylder kænguruerne en rolle svarende til drøvtyggernes, og pungmårer, pungdjævel mfl. svarer til rovdyr, mens pungmuldvarpen lever som muldvarpe (se pungrovdyr).

Dingo.  Dingoen blev indført til de indonesiske øer og Australien for 3500-4000 år siden. De australske aboriginere benyttede den muligvis som vagthund, men ikke til jagt.

Dingo. Dingoen blev indført til de indonesiske øer og Australien for 3500-4000 år siden. De australske aboriginere benyttede den muligvis som vagthund, men ikke til jagt.

Af placentale pattedyr findes i Australien kun flagermus, nogle arter fra musefamilien og den vilde hund dingo, som sandsynligvis blev indført af Australiens oprindelige beboere, aboriginerne. De æglæggende pattedyr, myrepindsvin og næbdyr, findes kun i Australien og på Ny Guinea. I nyere tid er mange dyrearter indført til Australien af mennesket, bl.a. kaninen, der med sine store bestande har udviklet sig til et alvorligt skadedyr.

Annonce

Adskillige familier af fugle findes kun i Australien eller den australske region. Blandt disse endemiske grupper er fx emu, lyrehaler og paradisfugle; sidstnævnte findes også på Ny Guinea. Fuglefaunaen udmærker sig i øvrigt ved en rigdom af papegøjer.

Australsk pelikan (Pelecanus conspicillatus) i det vestlige Australien, 2004.

Australsk pelikan (Pelecanus conspicillatus) i det vestlige Australien, 2004.

Læs mere om Australien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Enghoff: Australien - dyreliv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42149