Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

øbiogeografi

Oprindelig forfatter Engh Seneste forfatter Redaktionen

Øbiogeografi. MacArthurs og Wilsons forklaring af sammenhængen mellem artsantal og indvandrings- hhv. uddøenshastighed. Grafen øverst viser, at indvandringshastigheden (nye arter pr. tidsenhed) falder med stigende artsantal, mens uddøenshastigheden stiger; artsantallet (S) bestemmes af en ligevægt mellem disse to processer. Grafen nederst viser, hvordan indvandring til en ø afhænger af afstand fra fastlandet, og hvordan uddøen afhænger af øens størrelse.

Øbiogeografi. MacArthurs og Wilsons forklaring af sammenhængen mellem artsantal og indvandrings- hhv. uddøenshastighed. Grafen øverst viser, at indvandringshastigheden (nye arter pr. tidsenhed) falder med stigende artsantal, mens uddøenshastigheden stiger; artsantallet (S) bestemmes af en ligevægt mellem disse to processer. Grafen nederst viser, hvordan indvandring til en ø afhænger af afstand fra fastlandet, og hvordan uddøen afhænger af øens størrelse.

øbiogeografi, biogeografisk disciplin, der analyserer antallet af dyre- og plantearter på øer eller ølignende arealer, fx i søer, på bjerge eller i isolerede skovområder. Øbiogeografi som disciplin blev grundlagt af de amerikanske zoologer Robert H. MacArthur (1930-72) og Edward O. Wilson, som i 1967 udgav bogen The Theory of Island Biogeography.

Indvandring og uddøen

Kernen i MacArthur og Wilsons teori er, at artstallet på en ø bestemmes af en ligevægt mellem på den ene side indvandring af nye arter og på den anden side lokal uddøen af arter: Jo flere arter, der er på øen, jo færre nye vil der komme til pr. tidsenhed, fordi færre og færre af de nytilkomne individer vil tilhøre arter, der ikke findes på øen i forvejen. Modsat vil der uddø flere arter pr. tidsenhed, jo flere arter der er på øen. Dette skyldes, dels at der rent statistisk er flere at tage af, dels at de enkelte arters populationsstørrelse aftager med stigende artsantal, hvorved risikoen for, at en art uddør pga. tilfældige populationssvingninger, stiger.

Hyppigheden af den lokale uddøen af arter afhænger også af øens størrelse: Jo større ø, jo mindre risiko for at en art uddør, fordi der er plads til større populationer af hver enkelt art. Hyppigheden af indvandring af nye arter afhænger derimod af øens afstand til fastlandet: Jo længere afstand, jo færre nyindvandringer.

Annonce

Den øbiogeografiske ligevægtsmodel stemmer overens med den almindelige iagttagelse, at jo større en ø er, jo flere arter lever der på den. Sammenhængen mellem øareal, A, og artsantal, N, kan beskrives som en potensfunktion:
N = CAz,
hvor C og z er konstanter.

Tidsperspektiv

Øbiogeografi-teorien handler om ligevægte set i et kort evolutionshistorisk perspektiv og tager ikke højde for evolutionen af endemiske arter på øer. Netop fordi det er et begrænset antal arter, der koloniserer fjerne øer, kan de, der når frem, undertiden give ophav til et stort antal endemiske arter. Sådanne endemiske artssværme, der kan rumme flere hundrede arter, kendes fx fra Hawaii, Galápagosøerne og De Kanariske Øer.

Øbiogeografisk teori har haft stor indflydelse på forståelsen af den geografiske fordeling af Jordens artsrigdom og dermed for debatten om biodiversitet og planlægningen af naturreservaters størrelse og udformning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Enghoff: øbiogeografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184746