• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vandmiljøplaner

Oprindelig forfatter BLMa Seneste forfatter Redaktionen

Vandmiljøplaner. Kvælstof og fosfor kommer ad flere veje ud i fjordene og havet: ved spildevandsudledninger, via vandløb og fra luften. Noget af kvælstoffet og fosforen bliver holdt tilbage i vandløb og søer.

Vandmiljøplaner. Kvælstof og fosfor kommer ad flere veje ud i fjordene og havet: ved spildevandsudledninger, via vandløb og fra luften. Noget af kvælstoffet og fosforen bliver holdt tilbage i vandløb og søer.

vandmiljøplaner, planer lavet for at beskytte vandmiljøet, både grundvand og overfladevand, mod forurening med især næringsstofferne kvælstof og fosfor. Disse næringsstoffer kan eutrofiere (overgøde, se eutrofiering) vandområderne, hvilket kan føre til iltsvind.

Forureningen af vandløb var fra 1980'erne mange steder på retur, da spildevandet blev renset for organisk stof. Men der var stadig betydelige problemer i søer og fjorde, og selv i havet, som man tidligere havde ment kunne tåle spildevandet, så man hyppigere iltsvind. Hovedsynderen i søer og fjorde er fosfor, der især kommer fra spildevandet, og i havet er det kvælstof, der næsten udelukkende stammer fra landbrugets gødning. I grundvandet nåede indholdet af nitrat fra gødningen flere steder op over grænsen for, hvor meget nitrat der må være i drikkevand. I 1985 fik Danmark NPO-handlingsplanen, hvor man for første gang rettede søgelyset mod landbrugets forurening, især kvælstof fra markerne og afløb fra møddinger o.l., det såkaldte gårdbidrag.

Fortsatte iltsvind fremskyndede nye indgreb, og 1987 fik vi den første vandmiljøplan (VMP I). Udledningen af fosfor fra spildevand skulle mindskes med 80 %, og kvælstof, også fra landbrugets marker, med 50 %. Det krævede omfattende investeringer. Byer og virksomheder skulle udbygge rensningsanlæggene, så de kunne opfylde de nye krav mht. rensning for fosfor og kvælstof. Landbruget måtte investere i tætte møddinger, store gylletanke og nye gyllevogne og indrette sig efter reglerne om, hvor meget kvælstofgødning man måtte bruge, og hvordan den skulle bruges. Mens man tidligere kørte meget gylle ud om efteråret, kom der nu krav om, at den især skal bruges i afgrødernes vækstsæson forår og forsommer. Så er der større chance for, at kvælstoffet ender i afgrøderne end i vandet.

Annonce

Vandmiljøplaner. Kvælstoffets veje til det danske havmiljø 1998: Kvælstoffet kommer som nitrat fra vandløb og fra rensningsanlæg og andre punktkilder, og det kommer via atmosfæren som ammoniak fra landbrug og kvælstofoxider (NOx) fra trafik og kraftværker. Figuren omfatter både danske og udenlandske kilder, fra Elben og andre store floder, der fører kvælstof op langs den jyske vestkyst. En betydelig del af tilførslen fra luften kommer fra udenlandske kilder, men det danske ammoniakbidrag fra landbruget er meget omfattende, især nær kysterne. Den kvælstoftilførsel, der kan give iltsvind, kommer hovedsagelig fra danske vandløb om vinteren. Det får kiselalgerne til at vokse stærkt op i det tidlige forår, og det er dem, der som dødt detritus kan give iltsvind i sensommeren.

Vandmiljøplaner. Kvælstoffets veje til det danske havmiljø 1998: Kvælstoffet kommer som nitrat fra vandløb og fra rensningsanlæg og andre punktkilder, og det kommer via atmosfæren som ammoniak fra landbrug og kvælstofoxider (NOx) fra trafik og kraftværker. Figuren omfatter både danske og udenlandske kilder, fra Elben og andre store floder, der fører kvælstof op langs den jyske vestkyst. En betydelig del af tilførslen fra luften kommer fra udenlandske kilder, men det danske ammoniakbidrag fra landbruget er meget omfattende, især nær kysterne. Den kvælstoftilførsel, der kan give iltsvind, kommer hovedsagelig fra danske vandløb om vinteren. Det får kiselalgerne til at vokse stærkt op i det tidlige forår, og det er dem, der som dødt detritus kan give iltsvind i sensommeren.

Ud over gårdbidraget på 30.000 t skulle landbruget skære 100.000 t væk af udvaskningen fra markerne inden 1993. Snart vurderede man, at det ikke kunne nås i tide, så indsatsen blev i 1991 strammet op i Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget. Men 1995-96 var udvaskningen kun mindsket med mindre end halvdelen af det forventede. Industri og byer havde nået deres mål.

For at nå målene for landbrugets kvælstof blev kravene skærpet med Vandmiljøplan II (VMP II) i 1998. Heri er yderligere begrænsninger i anvendelsen af kvælstofgødning, krav om mere kvælstoffattigt foder, skovrejsning og mere økologisk landbrug, og i tilgift skal naturens selvrensning i våde enge inddrages: Bakterier i den våde engbund kan uskadeliggøre det udvaskede kvælstof ved denitrifikation. Hver hektar våd eng kan fjerne 300-400 kg nitratkvælstof fra drænvandet om året. Det var planen, at der med udgangen af 2003 skulle være genoprettet 16.000 ha våde enge, som skulle fjerne mere end 5000 t kvælstof om året. Ved udgangen af 2005 havde man kun nået 3500 ha. Ved udgangen af 2000 viste midtvejsevalueringen af vandmiljøplanerne et mærkbart fald i udvaskningen af kvælstof. Denne udvikling er fortsat. Regelmæssige kvælstofmålinger i 86 danske vandløb 1989-2004 viste, at i 72 af dem var der sket et markant fald i kvælstoftabet fra markerne og i transporten af kvælstof gennem vandløbene og ud til havet: I gennemsnit var faldet ca. en tredjedel. Det er ca. dobbelt så stort et fald som i de andre EU-lande. Resultatet var opnået, ved at landbruget udnyttede husdyrgødningens kvælstof frem for den industrielt fremstillede kvælstofgødning. Dette forbrug blev faktisk halveret fra ca. 400.000 t i 1990 til ca. 200.000 t i 2003, vel at mærke uden, at høstudbyttet blev mindre.

Vandmiljøplanernes mål handler kun om politisk fastsatte formindskelser i udledningerne, ikke om konkrete mål for miljøforbedringer. At der er sket en markant formindskelse i transporten af kvælstof til havet, betyder ikke nødvendigvis, at der er blevet bedre miljøforhold i havet, fx mindre iltsvind. Indtil 2005 var der kun få tegn på, at vandmiljøplanerne har bedret miljøet i søer, fjorde og i havet. Der udvaskedes stadig for meget kvælstof. Desuden blev fosfor fra landbrugsjorden et mere synligt problem, som især mærkedes på søerne. Der tilførtes med gyllen meget mere fosfor, end afgrøderne kan optage, og en del af overskuddet ender i vandmiljøet (se landbrug (forurening)).

Med vandmiljøplan III (VMP III, 2004-15) skulle der skæres yderligere i kvælstofudvaskningen, og udledningen af fosfor fra markerne skulle mindskes. Planen foreslog, at der langs vandløb anlægges 10 meter brede beskyttelsebræmmer, der skal stoppe fosfor, der skyller ud med regn og tø. Men det var frivilligt, om landmanden, mod kompensation, ville anlægge dem. Planen var, at der senest 2009 skulle være 30.000 ha bræmmer, men i 2008 var det kun blevet til knap 1 %. I 2012 trådte Randzoneloven i kraft; denne forpligtede landmænd til at udlægge 9 m dyrkningsfri zoner omkring vandområder. Loven blev ophævet i 1016.

Se også landbrug (forurening), miljøovervågning, miljøplanlægning og vandrammedirektivet.

Om vandområdeplaner 2015-21 på Naturstyrelsens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Lauge Madsen: vandmiljøplaner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178372