Hav-90, forskningsprogram, der blev sat i gang som et led i Vandmiljøplanen. I programmet, som blev gennemført i en femårsperiode fra 1988, blev der udført ca. 65 forskellige forskningsprojekter i danske farvande. Formålet var at få et bedre kendskab til de forhold, der var afgørende for kraftig algevækst, iltsvind og andre miljøproblemer i havet. Bl.a. fik man styrket formodningen om, at kvælstof, der strømmer ud i havet via vandløb, er en væsentlig del af årsagen til iltsvind, men at iltsvindets omfang og varighed i høj grad afhænger af vind og strøm. Resultaterne er bl.a. beskrevet i serien Havforskning fra Miljøstyrelsen.