Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rodzoneanlæg

Oprindelig forfatter MHen Seneste forfatter Redaktionen

Tagrør.

Tagrør.

rodzoneanlæg, lavteknologisk spildevandsrensningsanlæg, som består af en bundfældningstank, der kan være en septiktank, efterfulgt af selve rodzoneanlægget, der normalt er et rektangulært jordstykke med en jordtykkelse på ca. 1 m. Anlægget er normalt beplantet med tagrør.

Spildevandet ledes fra bundfældningstanken ind langs den ene ende af rodzoneanlægget for derefter langsomt at sive gennem jorden, indtil det når udløbet i den anden ende af jordstykket. Ofte løber spildevandet på overfladen, hvilket nedsætter funktionen betydeligt. I anlæggets bund og sider ligger en plastmembran eller et lerlag, der sikrer, at spildevandet ikke siver dybere ned i jorden.

En del af spildevandets indhold af organisk stof bliver nedbrudt af aerobe mikroorganismer (se aerob) til kuldioxid vha. ilt, der trænger ned i jorden. Tagrørenes rødder medvirker til at holde jorden porøs, og ilt ledes ned i jorden via kanaler i jordstænglerne, hvorved mikroorganismerne får ilt til deres stofomsætning. Anlæggene fjerner 90-95 % af det organiske stof i spildevandet, men kun i mindre omfang fosfor og kvælstof. Slammet fra bundfældningstanken skal håndteres som andet spildevandsslam, dvs. normalt på et større rensningsanlæg.

Annonce

Rodzoneanlæg blev udviklet i Tyskland i 1970'erne og blev i Danmark især bygget i 1980'erne i forbindelse med mindre bebyggelser og isolerede ejendomme.

Se også spildevandsrensning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Henze: rodzoneanlæg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152179