• Den nyeste version af artiklen er endnu ikke godkendt af redaktionen.

naturpark

naturpark, større egnskarakteristiske landskaber, som undergives en særlig beskyttelse, indretning og pleje vha. offentlige erhvervelser eller fredninger.

Naturfredningskommissionen, nedsat af Kulturministeriet i 1961, beskæftigede sig indgående med begrebet i sin betænkning fra 1967. Kommissionen foreslog, at der oprettedes et antal naturparker i Danmark med særlig beskyttelsesstatus i form af fredninger eller erhvervelser. Dette skulle ske af hensyn til områdets natur og dets betydning for friluftslivet.

Vha. landskabsanalyser vurderede man tre prioriteter: landskaber af største interesse, landskaber af stor interesse og det åbne land i øvrigt. Det udarbejdede kort fik stor betydning for beskyttelsen af landet imod planløs bebyggelse og anlægsvirksomhed.

Annonce

Egentlige naturparker er dog ikke blevet oprettet, idet man foretrak at satse på en almen beskyttelse af landet og ikke en særlig områdebeskyttelse. Man frygtede, at parkbegrebet ville medføre, at man slækkede på den almindelige beskyttelse, og man ville billedlig talt ikke ind i naturen gennem en port.

Større områder er dog igennem årene blevet undergivet en særlig beskyttelse, så de har præg af naturparker. Dette gælder fx Mols Bjerge, Tystrup-Bavelse, Nordsamsø, Silkeborg-Skanderborg-området, Skagen, "den sydvestjyske naturpark" mellem Tipperne og Skallingen og isolerede naturområder som fx Råbjerg Mile.

Ordet naturpark findes i fx Farum Naturpark (tunneldalen vest for Farum) og Søllerød Naturpark ved Sandbjerg.

Se også nationalparker og naturreservat.

/pre, function 'uri.build' failed with response:
Object reference not set to an instance of an object