• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Verdensarvlisten

Oprindelige forfattere CHun og LSer Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Grand Canyon. I baggrunden ses den vandrette, oprindelige overflade, i hvilken Colorado River i løbet af ca. 5 mio. år har skåret sig indtil 1800 m ned. Området hører til blandt USA's kendteste landskaber. Grand Canyon er optaget på Verdensarvlisten. Fotografi fra 1996.

Grand Canyon. I baggrunden ses den vandrette, oprindelige overflade, i hvilken Colorado River i løbet af ca. 5 mio. år har skåret sig indtil 1800 m ned. Området hører til blandt USA's kendteste landskaber. Grand Canyon er optaget på Verdensarvlisten. Fotografi fra 1996.

Verdensarvlisten, World Heritage List, liste over steder, byer, bygninger, monumenter o.l. af enestående og universel værdi for hele menneskeheden (World Heritage Sites).

Verdensarvlisten er udarbejdet på grundlag af den internationale UNESCO-konvention (Verdensarvkonventionen, 1972) om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv og blev ratificeret af Danmark i 1979. Verdensarvlisten ajourføres af Verdensarvkomitéen (World Heritage Committee), og den omfatter over 1000 verdensarvsteder, bl.a. Galápagosøerne, Grand Canyon (USA), de egyptiske pyramider og Taj Mahal (Indien).

Optagelse på Verdensarvlisten er betinget af beskyttelse, vedligeholdelse og evt. restaurering af de pågældende steder, og der føres løbende tilsyn med dem for at sikre, at de fortsat kan betragtes som verdensarv. Listen over kandidater til at få status som verdensarv omfatter flere end 1600 steder, fx Paganrigets gamle hovedstad Bagan i Burma med mere end 2000 templer og pagoder, i Danmark bl.a. Amalienborg og trelleborgene.

Annonce

Danske Verdensarvsteder
Jellingmonumenterne, herunder Jelling Kirke1994
Roskilde Domkirke1995
Kronborg2000
Stevns Klint2014
Den danske del af Vadehavet2014
Christiansfeld2015
Christian 5.s parforcejagtlandskaber i Nordsjælland, bl.a. omfattende Jægersborg Dyrehave2015
Grønland
Kangia (Ilulissat Isfjord)2004
Kujataa2017

Verdensarvkomitéen udarbejder desuden efter behov en særlig liste over de verdensarvsteder, som er i fare for at forsvinde. I 2004 blev den iranske by Bam føjet til listen, der i 2015 omfattede 48 steder.

Den samlede verdensarvliste

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Hunding, Lars Serritslev: Verdensarvlisten i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179368