Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Washingtonkonventionen

Oprindelig forfatter VKoe Seneste forfatter Redaktionen

Tigeren, her en sibirisk tiger, er en stærkt truet dyreart og beskyttet af Washingtonkonventionen.

Tigeren, her en sibirisk tiger, er en stærkt truet dyreart og beskyttet af Washingtonkonventionen.

Washingtonkonventionen, Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora, CITES, global aftale fra 1973 om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter. Konventionen, der har 183 medlemslande (2016), har til formål at beskytte bestemte arter af vilde dyr og planter mod udryddelse ved enten at forbyde eller at kontrollere handel med dem. Se også miljøsamarbejde.

De beskyttede arter er opført på tre lister: Liste I indeholder stærkt truede arter (fx tigre og havskildpadder), hvor international handel stort set er forbudt. Liste II omfatter truede arter (fx visse arter af krokodiller, papegøjer og orkidéer), mens liste III omfatter lokalt truede arter (fx visse arter af andefugle). For arter på de to sidstnævnte lister er international handel tilladt under forudsætning af, at de nødvendige myndighedstilladelser foreligger. Reglerne gælder ikke blot for levende og døde dyr og planter, men også for dele og produkter, herunder turistsouvenirs som fx skildpaddeskjolde, elfenbensarmbånd og genstande i krokodilleskind.

Hyldegøgeurt, Dactylorhiza sambucina, er på Washingtonkonventionens liste over truede arter.

Hyldegøgeurt, Dactylorhiza sambucina, er på Washingtonkonventionens liste over truede arter.

I alt var der i 2016 ca. 5600 dyrearter og godt 30.000 plantearter på listerne, men der tilføjes stadig nye pga. ødelæggelse af levesteder, overudnyttelse o.a. Ca. 1000 arter optræder på liste I.

Annonce

I EU er konventionen suppleret med regler, der på flere punkter er strengere end konventionens bestemmelser: Bl.a. indeholder listen med den strengeste beskyttelse efter EU-reglerne (benævnt bilag A) ikke blot arterne på konventionens liste I, men også nogle dyr og planter på konventionens liste II, fx visse rovfugle. En anden særregel er forbuddet mod at købe, sælge samt i kommercielt øjemed transportere eller udstille arter fra bilag A.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Veit Koester: Washingtonkonventionen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182026