Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Salmonella

Oprindelig forfatter KNie Seneste forfatter Redaktionen

Bakterier. Salmonellabakterier (Salmonella enteritidis), der forårsager fødevareforgiftning. De findes især i kylling, æg og svinekød. Salmonellabakterier er stavformede bakterier. Forstørrelse ca. 4800×.

Bakterier. Salmonellabakterier (Salmonella enteritidis), der forårsager fødevareforgiftning. De findes især i kylling, æg og svinekød. Salmonellabakterier er stavformede bakterier. Forstørrelse ca. 4800×.

Salmonella, slægt af stavformede, gramnegative bakterier i familien Enterobacteriaceae; en af de mest almindelige og udbredte sygdomsfremkaldende bakterieslægter, som spredes via fødevarer.

Salmonella-bakterier lever fortrinsvis i mave-tarm-kanalen hos dyr og mennesker, hvor de kan leve og formere sig uden adgang til fri ilt, da de er fakultativt anaerobe. Mange er flagelbærende og selvbevægelige.

Bakterieslægten er opkaldt efter den amerikanske læge Daniel E. Salmon, 1850-1914.

Der kendes ca. 2000 former, hvoraf de fleste kun giver ophav til infektioner uden eller med få symptomer. Enkelte er dog årsag til alvorlige infektionssygdomme, salmonelloser, der viser sig ved høj feber, opkastninger, mave- og ledsmerter samt diarré, bl.a. musetyfus (Salmonella typhimurium, se tarminfektioner); paratyfus (S. paratyphi) og tyfus (S. typhi) grupperes som regel for sig selv og ikke som salmonelloser, se tyfus.

Annonce

Nogle former kendes kun fra én eller få værtsarter, fx S. dublin hos kalve af tamko, mens mange andre som fx S. typhimurium kan angribe en lang række fugle og pattedyr, bl.a. mennesker. Blandt husdyrene er især svin, kvæg og fjerkræ sårbare for salmonelloser.

Smitte og bekæmpelse

Mange salmonelloser er såkaldte zoonoser, dvs. de spredes fra dyr til menneske. Smittevejen til menneske kan gå via kødvarer og æg, undertiden endog forurenede krydderier og vand, mens spredning mellem husdyr bl.a. sker via foder.

Salmonella-infektioner hos mennesker blev hyppigere i Danmark op gennem 1990'erne. Bl.a. er infektioner med S. typhimurium type DT104 blevet et større problem for sygehusvæsenet pga. denne types resistens over for en lang række antibiotika. Bekæmpelse af salmonelloser er lovfæstet i Danmark, og smittebekæmpelse sker i de angrebne besætninger, men arbejdet besværliggøres af resistensudvikling.

Salmonella trives ved temperaturer på 10-50 °C og kan overleve ophold i køleskab, men dræbes ved opvarmning til 60 °C, fx ved kortvarig skoldning. Bakterien kan også dræbes ved saltning, forgæring (fermentering) eller rygning, men ikke ved fx gravning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Nielsen: Salmonella i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154743