Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Escherichia coli

Oprindelig forfatter NOKj Seneste forfatter Redaktionen

Escherichia coli formerer sig ved deling. Billedet viser en bakterie i den tidlige delingsfase. Forstørrelse 29.500×.

Escherichia coli formerer sig ved deling. Billedet viser en bakterie i den tidlige delingsfase. Forstørrelse 29.500×.

Escherichia coli, stavformet bakterie (ca. 1μm×2 μm), der kan leve såvel med som uden ilt i omgivelserne, og som især findes i tarmen hos mennesker og dyr i et antal af ca. 1 mio. pr. g tarmindhold. Bestemmelser af antallet af E. coli, populært kaldet colibakterier, bruges derfor for at konstatere, om ekskrementer har forurenet fødevarer, drikkevand og badevand (se badevandskvalitet).

E. coli er nem at dyrke og har gennem mange år været anvendt til fysiologiske, biokemiske og genetiske undersøgelser, der har haft stor betydning for molekylærbiologiens og mikrobiologiens udvikling, ligesom bakterien har været benyttet ved mange studier af bakteriofager. Endvidere er den en meget vigtig organisme for bioteknologisk forskning og industriel udvikling. E. colis DNA er et ringformet molekyle, som bærer bakteriens ca. 4400 gener. Rækkefølgen af de 4,6 mio. basepar i dette DNA blev kortlagt i 1997.

Escherichia coli. Elektronmikroskopisk billede af  Escherichia coli, hvis cellevæg er sprængt ved osmotisk tryk, således at det cirkulære DNA, der indeholder ca. 4 mio. basepar og måler i alt 1,2 mm, frigives til omgivelserne. Forstørret ca. 10.000 gange.

Escherichia coli. Elektronmikroskopisk billede af Escherichia coli, hvis cellevæg er sprængt ved osmotisk tryk, således at det cirkulære DNA, der indeholder ca. 4 mio. basepar og måler i alt 1,2 mm, frigives til omgivelserne. Forstørret ca. 10.000 gange.

Bakterien er opkaldt efter den tyske bakteriolog T. Escherich, 1857-1911.

Selvom E. coli normalt ikke fremkalder sygdomme, findes der stammer, som kan fremkalde diarré, bl.a. verotoksinproducerende E. coli (VTEC), og urinvejsinfektioner, og som hos spædbørn kan forårsage infektioner, som kan være dødelige.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Ole Kjeldgaard: Escherichia coli i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72171