Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ukrudt

Oprindelige forfattere KETho og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Storkronet ærenpris (Veronica persica) er et hyppigt ukrudt på markerne.

Storkronet ærenpris (Veronica persica) er et hyppigt ukrudt på markerne.

ukrudt, uønskede planter. For jordbrugere er ukrudt uønsket af økonomiske årsager. Det forringer udbyttet af afgrøden ved at konkurrere med afgrødens planter om plads, lys, vand og næring. Derudover kan ukrudt besværliggøre afgrødens pleje og høst og forringe kvaliteten af den høstede afgrøde.

For resten af befolkningen er ukrudtsbegrebet knyttet til haver, parker, stier og veje samt naturområder. Her er ukrudt planter, der ikke pynter, eller planter, der hindrer et haveanlæg eller naturområde i at udvikle sig "smukt". Ukrudt er derfor ikke kun vilde planter, men kan også være kulturplanter, der vokser et uønsket sted. Ukrudt inddeles efter livsvarighed og spredningsmåde.

Ordet ukrudt kommer af tysk Unkraut, af negationen un- og Kraut 'kål', opr. 'bladplante'.

Livsvarighed

Ukrudt opdeles i enårige, toårige og flerårige planter (se livsvarighed). De flerårige arter benævnes ofte rodukrudt. Enårige arter udgør i gennemsnit over 80 % af ukrudtet i marker, hvor der pløjes og harves hvert år, mens de flerårige arter dominerer vejrabatter og andre arealer, hvor der ikke foretages jordbearbejdning. Ukrudtets artssammensætning tilpasser sig forholdene og afhænger af jordtype, ændring i sædskifte (afgrødefølgen i en mark), jordbearbejdning, gødskning, ukrudtsbekæmpelses- og høstmetoder.

Annonce

Valmuer i kornmark.

Valmuer i kornmark.

Ud over af arternes livsvarighed er ukrudtets artssammensætning afhængig af frøenes og de underjordiske formeringsorganers livsvarighed og spredningsmåde. Nogle ukrudtsplanters frø kan bevare spireevnen i flere årtier, mens andre arters frø kun kan spire få år. I danske undersøgelser fra 1960'erne varierede markjords indhold af spiredygtige frø i pløjelaget fra 600 til 500.000 pr. m2 med et gennemsnit på 35.000. Den gennemsnitlige fremspiring efter jordbehandling er dog kun ca. 3 %. At der findes så store frømængder i jorden skyldes, at mange arter kan producere flere tusinde frø. Frøproduktionen afhænger af ukrudtsarternes vækstbetingelser og kan for samme art variere fra nogle få frø på små, dårligt udviklede planter til mange tusinde, hvis planten har optimale vækstbetingelser.

Spredningsmåde

En del, fortrinsvis to- og flerårige, arter spredes med vinden, hvilket giver disse arter mulighed for at etablere sig langt fra det oprindelige voksested. De øvrige arter spreder under naturlige forhold kun deres frø kort fra moderplanten, men kan vha. dyr eller maskiner spredes over lange afstande. Indførelse af nye ukrudtsarter er sket og sker stadig ved, at afgrødens udsæd indeholder små mængder ukrudtsfrø. På denne måde er der siden 1950'erne indslæbt arter som gulurt (Amsinchia micrantha), grøn skærmaks (Setaria viridis) og alm. hanespore (Echinochloa crus-galli), der lokalt er blevet et ukrudtsproblem. De ukrudtsarter, der formerer sig vegetativt med underjordiske formeringsorganer, spreder sig normalt kun få meter om året, men foretages der harvning, fræsning eller anden jordbearbejdning, som findeler de underjordiske formeringsorganer, kan der ske en stor spredning og opformering ved den jordflytning, der sker, når der harves og sås.

De 10 hyppigst forekommende tokimbladede ukrudtsarter i forårs- og efterårssåede afgrøder fundet ved 1583 forsøg 1969-94.

  • forårssåede afgrøder, fx havre og vårraps
    • hvidmelet gåsefod (Chenopodium album ssp. album)
    • snerlepileurt (Polygonum convolvulus)
    • kamille (Matricaria spp.)
    • fuglegræs (Stellaria media)
    • agerstedmoderblomst (Viola arvensis)
    • ferskenpileurt og bleg pileurt (Polygonum persicaria og P. lapathifolium ssp. pallidum)
    • ærenpris (Veronica spp.)
    • tvetand (Lamium spp.)
    • natlimurt (Silene noctiflora)
    • agersennep (Sinapis arvensis)
  • efterårssåede afgrøder, fx rug og vinterbyg
    • agerstedmoderblomst (Viola arvensis)
    • kamille (Matricaria spp.)
    • tvetand (Lamium spp.)
    • ærenpris (Veronica spp.)
    • hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris)
    • markforglemmigej (Myosotis arvensis)
    • fuglegræs (Stellaria media)
    • valmue (Papaver spp.)
    • snerlepileurt (Polygonum convolvulus)
    • burresnerre (Galium aparine)

Kilde: Peter Kryger Jensen, Comparison of Different Weed-Rankings as Predictions of Yield Loss, 1996

Ukrudtsarter

I Danmark optræder ca. 200 forskellige arter som ukrudt i jordbruget. For den enkelte mark eller lokalitet er det dog yderst sjældent, at der findes mere end ca. 20 arter, og for disse 20 gælder det, at hovedparten af ukrudtsplanterne udgøres af fire til seks arter, mens de resterende kun er sporadisk til stede. I Danmark er der lovgivet for en enkelt ukrudtsart, flyvehavre (Avena fatua), som skal bekæmpes, når den findes i marker eller på andre arealer. Ud over lovkrav om direkte bekæmpelse er der foreskrevet andre forholdsregler mod artens udbredelse.

Bekæmpelse

Midler og metoder til bekæmpelse af ukrudt har ændret sig gennem tiderne. Overordnet kan ukrudtsbekæmpelse opdeles i forebyggende og direkte bekæmpelse.

Forebyggende bekæmpelsesmetoder hindrer, at der opstår et uløseligt problem med ukrudt i en given mark eller bevoksning. Som eksempel på dette brugte man helt op i 1900-t. braklægning i landbruget, dvs. at landmanden undlod at dyrke en af sine marker et år. I stedet harvede han marken hver gang, der var spiret ukrudt frem; herved blev jordens indhold af spiredygtigt frø reduceret, og de flerårige arters underjordiske formeringsorganer blev udsultet til et niveau, hvor ukrudtet ikke ødelagde den næste afgrøde. Lignende ukrudtssanerende virkning kan opnås ved ikke at dyrke samme afgrødetype mange år i samme mark og derved undgå at opformere bestemte ukrudtsarter. Eksempelvis kan problemer med græsukrudt i vintersæd undgås, hvis der dyrkes flere vårsåede afgrøder i sædskiftet, da disse ikke giver græsukrudtsarterne mulighed for at opformere jordens frøpulje.

Direkte bekæmpelse af ukrudt kan ske ved kemiske eller fysiske metoder. Kemisk bekæmpelse ved sprøjtning med herbicider begyndte først i 1900-t. med opløsninger af uorganiske salte, fx jernvitriol, der var i stand til at bekæmpe visse meget tabsgivende ukrudtsarter som fx agersennep (Sinapis arvensis). Kemisk ukrudtsbekæmpelse blev dog først af altafgørende betydning fra ca. 1950, hvorefter den kemiske industri har udviklet og til stadighed udvikler nye herbicider, der kan bruges selektivt i en lang række afgrøder og samtidig give en effektiv bekæmpelse af flere slags tabsvoldende ukrudt. Ud over valg af herbicid er fastlæggelse af den nødvendige dosering vigtig, fordi den afhænger af en række forhold, bl.a. de enkelte ukrudtsarters følsomhed over for herbicidet, ukrudtsmængde og planternes størrelse samt de aktuelle jordbunds- og klimaforhold. Til fastlæggelse af herbicidvalg og dosering er der udviklet computerbaserede vejledningsprogrammer, som kan sikre, at der anvendes den mindst mulige herbicidmængde i den aktuelle mark. Traditionelt er herbicider udsprøjtet med samme dosering over hele marken, men da ukrudt normalt optræder i pletter, arbejdes der med udvikling af positionsbestemt ukrudtsbekæmpelse ved at sammenkoble sensorer, satellitbaseret positionsbestemmelse (GPS) og computerbaserede beslutningsstøttemodeller, som vil betyde en reduktion af forbruget af herbicider.

Ukrudt. Kamille optræder som ukrudt i bl.a. rug og vinterbyg.

Ukrudt. Kamille optræder som ukrudt i bl.a. rug og vinterbyg.

Fysiske bekæmpelsesmetoder kan være mekaniske eller termiske. Mekaniske hjælpemidler til ukrudtsbekæmpelse, fx radrensere, ukrudtsharver, hyppere, stubkultivatorer og plove suppleret med håndhakning, var de vigtigste redskaber i kampen mod ukrudtet helt frem til 1950. Kun i biodynamiske og økologiske jordbrugsbedrifter, hvor anvendelse af herbicider ikke er tilladt, fortsatte brugen af disse redskaber. Med den stigende interesse for økologisk dyrkning fra ca. 1990 er der dog foregået en øget forskning og udvikling i mekaniske bekæmpelsesmetoder og maskiner. Principperne er for hyppere, ukrudtsharver og strigler, at ukrudtsplanterne tildækkes med jord, og de er derfor kun velegnede til bekæmpelse af små planter. Med radrensere og børsterensere skæres eller oprives selv større planter, ligesom der sker en vis jordtildækning. Ved begge metoder er jord og klimaforhold, specielt jordens fugtighed, helt afgørende for, om behandlingen kan gennemføres. Af betydning for det endelige resultat er, at afgrøden er i stand til at udkonkurrere sent fremspirede og de ved behandlingerne svækkede ukrudtsplanter. Sensor- og robotteknik vil i fremtiden muliggøre udvikling af helt nye mekaniske ukrudtsbekæmpelsesmetoder.

En effektiv hindring af spiring og ukrudtsudvikling kan også opnås ved, at jorden dækkes med et materiale, fx sort plastfolie, der hindrer lysgennemtrængning, og som har en sådan tykkelse og/eller modstand, at de små spirer ikke har nok energi til at nå op i lyset. Flisdækning af bede i parker og haver har siden 1990'erne fået en udbredt anvendelse.

Termisk bekæmpelse, eller flammebehandling, blev udviklet i slutningen af 1900-t. Vha. specielle gasbrændere monteret i et varmeskjold opnås temperaturer på 600-1200 °C. Princippet i bekæmpelsen er, at ukrudtsplanterne udsættes for så megen varme, at bladcellerne ødelægges, og de ramte blade visner; bladene blancheres, de brændes ikke. Metoden egner sig til små planter, der har deres vækstknop ubeskyttet som hos de fleste tokimbladede arter. Hos enkimbladede arter ligger vækstpunktet normalt beskyttet, hvilket gør disse arter mindre følsomme, da planterne vil vokse igen, selvom de synlige blade er visnet. Flammebehandling kan bruges selektivt på ukrudt i enkelte afgrøder, fx små løg og majsplanter. Flammebehandlingsredskaber er udviklet til fladebehandling af befæstede arealer samt til bekæmpelse af tidligt fremspiret ukrudt, lige inden afgrøderne spirer frem, fx i økologiske roe- eller grøntsagsmarker.

Vedr. ukrudtsmidlers bivirkninger og giftighed, se også grundvand (grundvandsforurening) og Roundup.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Erich Thonke, Lars Serritslev: ukrudt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176527