Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Roundup

Oprindelige forfattere LiMoe og UfRas Seneste forfatter Redaktionen

Roundup, ukrudtsmiddel udviklet og markedsført af det amerikanske firma Monsanto siden 1974; den aktive ingrediens er glyphosat. Roundup har vundet stor anvendelse i det industrialiserede landbrug, især i USA, da alle hidtidige undersøgelser har vist, at det er ugiftigt for pattedyr og mennesker, bl.a. fordi det virker ved at hæmme et enzym, som findes i planter, men ikke i dyr og mennesker, og dels fordi der ved brug af planteforædling baseret på genteknologi er fremstillet en række højtydende afgrøder, som er resistente (modstandsdygtige) over for Roundup og derved har muliggjort effektivisering af ukrudtsbekæmpelsen. Ifølge nyere undersøgelser (2015) er glyphosat dog muligvis kræftfremkaldende.

Glyphosat bindes meget stærkt til jordpartikler og omsættes hurtigt af bakterier i jorden til almindeligt forekommende stoffer. Alligevel er glyphosat påvist i højtliggende grundvandsforekomster i 3-4 m dybde og i drænvand. Før eller siden vil glyphosat formentlig også kunne påvises i dybereliggende grundvand. Det skyldes, at der på visse lokaliteter grundet sprækkedannelser i fx lerede jorde er næsten uhindret passage af alle både naturligt og industrielt producerede stoffer fra jordoverfladen til grundvandet. Der er derfor altid små mængder af forskellige naturstoffer og industrielt producerede stoffer i grundvandet.

Glyphosat er i enkelte tilfælde påvist i drikkevandsboringer i Danmark (2011). Forekomsten af glyphosat i overfladevand, fx søer og åer, i grundvand og drikkevand overvåges løbende af landets kommuner og vandværker, og analyser vedrørende grundvand og vandværksvand indrapporteres til GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Annonce

Se også herbicider.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Lindberg Møller, Uffe Rasmussen: Roundup i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152911