Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kuldeskader

Oprindelig forfatter VSme Seneste forfatter Redaktionen

kuldeskader, skader fremkaldt af lave temperaturer. For kuldeskader hos mennesker, se forfrysning og hypotermi.

Planteskader

Mange tropiske og subtropiske vækster skades ved temperaturer omkring eller lige over frysepunktet, mens træer og overvintrende, urteagtige planter fra den tempererede zone kan tåle temperaturer betydelig under frysepunktet. Planter i vinterhvile og ældre, hærdede planter kan almindeligvis tåle hård frost i vintertiden, mens de samme planter ofte er særdeles frostfølsomme i forårstiden, når væksten er gået i gang, da de unge celler i planternes vækstlag, meristemer, dræbes ved selv moderate frostgrader. Risikoen for frostskade er derfor særlig stor hos træer og planter, der i forårstiden udsættes for skiftende sol og kulde.

Symptomerne på kulde- og frostskader kan være yderst forskelligartede. Når kartoffelknolde under lagring udsættes for temperaturer omkring frysepunktet, reagerer de ved at omdanne stivelse til sukker, der nedsætter frysepunktet i cellerne og dermed yder nogen beskyttelse mod frost. Kartoflerne får en sødlig smag, der gør dem uegnede til spisebrug og til produktion af chips pga. karamellisering.

Annonce

Sen nattefrost er en hyppig årsag til skader på jordbærplanter og frugttræer under blomstringen med nedsat frugtudbytte og produktionstab til følge.

I skove, parker og haver kan solopvarmning af træernes stammer vekslende med nattefrost forårsage drab af bark og kambium, barkslag. Sprækker og sår danner derpå indfaldsvej for veddestruerende rådsvampe. Sådanne skader ses hyppigst ved pludselig soleksponering som fx ved fældning af nabotræer eller vejgennemføringer i skove.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Viggo Smedegaard: kuldeskader i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111987